Kære Læsere!
Jeg har længe tænkt at det har været tid til at give jer læsere en lille opdatering på kærlighedslivet. Kort sagt, hvis du er ny her på Missgrey så er jeg Miss Vanilla i et forhold med min kæreste Mr. Teddy. Vi har været sammen i snart 2 1/2 år, og har boet sammen det sidste år. Der er sket mange ting i vores forhold efterhånden og vi har nu ramt endnu en mur, som skal bestiges!
Er der for mange bump på vejen?
For først lige at tage dig igennem mit forhold med Mr. Teddy, så har vi før kæmpet lidt med ting som hvor forskellige må man være som kærester, ting der sker når et A og et B menneske er kærester, en kæmpe livskrise og af og til møder vi nogle forhindringer i soveværelset og gnisten der mangler. Hvis du er interesseret i at læse hele vores kærlighedshistorie så kan du læse alt om hvordan vi mødtes lige her: En skrøbelig kærlighedshistorie.
Nu hvor du har taget en tur rundt i mit forhold med Mr. Teddy så vil jeg forklare lidt om hvad der foregår lige for tiden. Jeg har mange tanker, og mange måder at se tingene på, men jeg skal forsøge at gøre mit bedste for at forklare tingene.
På det sidste har parforholdslivet været lidt surt. Du ved den der surhed, som man muligvis ikke selv opdager. Men den er altædende, og de hverdags agtige sure opstød tiltænkt hinanden kan ofte være en dræber for parforholdet.
Vores hverdag fungerer ikke. Vi er to travle mennesker, som begge altid har uendeligt mange planer. Jeg tenderer nogle gange til at være en smule OCD agtig med vores hjem, men i perioder med eksaminer, skole, venner, blogging og træning så kan det hele godt brase sammen derhjemme. Jeg får svært ved at holde hele fortet kørende og jeg søger hjælp fra min partner – som jeg meget sjældent får. Jeg stresser enormt over den trætte mand jeg får hjem, den trætte mand der intet overskud har til hjemmet og slet ikke til sin kæreste.
Opfylder vi de basale behov?
Jeg ser nemlig på det sådan her. Helt skåret ned så skal de basale ting være opfyldt for at vi kan koncentrere os om andre ting. De første behov vi har er søvn, mad og et hjem. Men hvis man kigger på hjemmets basale behov, så er der ting som et fyldt køleskab, rent tøj og en ren seng at sove i. Hvis disse ting bliver ved og ved med at sejle i hverdagen, så bliver der lagt en masse energi i det. Så ender jeg med at bruge al min energi på at stresse over det, og endnu mere stresse over at mit samarbejde med min kæreste ikke fungerer.
Hvis vi kunne finde ud af at få de basale behov i vores fælles hjem til at køre nogenlunde, så er mit synspunkt at så ville vi have langt mere overskud til hinanden. Ikke sagt som i at der absolut ikke skal ligge noget tøj på gulvet eller alle tallerkner skal være i opvaskeren. Men som i at de basale ting som være til stede og fungere. Og det gør de ikke.
Kærligheden har ændret sig
Disse hjemlige ting har gjort at vi har truffet en beslutning om ikke at skulle have et fælles hjem længere. Men denne beslutning udspringer også i at Mr. Teddy er midt i en selvrealiserings proces. Han skal finde ud af hvem han selv er, og hvad han vil med livet kort sagt. Jeg vil ikke gå mere i detaljer med det, da det er en ret privat ting for ham. Men kort sagt så er vi nød til at tilbringe noget tid hver for sig et stykke tid, for begge at finde ud af hvad vi vil.
Og jeg har været vred, og jeg har været utroligt såret.
For jeg har følt at Mr. Teddy har degraderet mig til en deltidskæreste, og at han har trukket sig fra vores fælles liv. Han har ødelagt min drøm om det perfekte hjem sammen, om en hverdag der fungerer og et kærlighedsliv der trives.
Men jeg må også være ærlig overfor mig selv at det jo ikke var drømmen jeg levede i, at det slet ikke var sådan det var tilfældet. Og uanset hvad så er jeg utroligt stolt af Mr. Teddy, og at han er kommet til en konklusion om at der simpelthen er noget i hans liv som han ikke er glad for – og derfor må der ske nogle ændringer.
Deltidskærester?
Spørgsmålet er så om hvorvidt vores kærlighed overlever det her. Jeg skal også ud og finde ud af hvem jeg er, og hvad jeg ønsker for mit forhold. For jeg ved ikke om jeg ønsker at være deltidskæreste eller kærester på de præmisser Mr. Teddy stiller op. Dem stiller han op i bedste mening, fordi han er nød til at tage de forbehold for ham selv og hans personlige udvikling – det er jeg overhovedet ikke sur over.
Så det er muligt vi lige tager en dag af gangen. Om vi skal være deltidskærester eller om vi slet ikke skal være kærester, det ved jeg ikke helt endnu. Men vi finder nok ud af det hen af vejen. Der er i hvert fald god kommunikation og ingen sårede følelser – kun to mennesker der elsker hinanden, men bare ikke ved hvordan de skal gøre det i øjeblikket.
Husk at du altid kan smide en kommentar eller sende en mail på mv@missgrey.dk
Much Love
Miss Vanilla