*Dette indlæg indeholder reklamelinks*
I mange år af mit liv, har jeg lidt af vinterdepression. Næsten hver vinter er mit energiniveau gået på nødbatteri, mens vinter og mørke har ædt mig langsomt i hi. Sexlysten er på sit laveste eller helt væk og længsel efter forår og sol har virket som en uopnåelig destination. Sådan har jeg det i øjeblikket… eller tæt på i hvert fald.
Manglende sexlyst, sygdom og vintermørke
I næsten 4 uger har jeg været ANGREBET af sygdom. Den ondeste influenza har virkelig fået fat i Miss Robinson. Lille juleaften vågnede jeg med ondt i halsen og den grimmeste hoste. Både jul og nytår har været med sygdom. I skrivende stund, sidder jeg stadigvæk og hoster og min lille trunte har ligget en uge med feber og hoste. Det er ikke lige den start på 2018 jeg havde forudbestilt, må jeg indrømme. Hele efteråret har jeg brugt på operation af mit knæ, sygemelding og genoptræning. Det er seriøst op ad bakke! MEN det er vilkår, så det er bare at accepterer det og gøre, hvad jeg kan, for at blive rask. Alligevel påvirker det mig både psykisk og fysisk. Sexlysten er godt gemt væk. Det er vel helt normalt, ik´? Jeg mener, jeg er jo ikke WONDERWOMAN, selvom jeg ofte ønsker jeg er det 🙂 I wish, for hun er sgu HOT!
Læs også Miss Robinson: Sætter alderen sine spor?
JEG KÆMPER FOR AT FINDE SEXLYSTEN,
MEN DEN ER GODT GEMT VÆK!
Livets op og nedture sætter sine spor
Det er aldrig nemt, når livet udfordrer en. Det er ofte de perioder, du lærer mest om sig selv. Det er de perioder der sætter dig og din tålmodighed på en prøve. Sådan har jeg det i hvert fald. Egentlig burde jeg nok snart have lært at læse signalerne, men de overrasker mig alligevel HVER GANG. Selvom jeg forebygger med vitaminer, motion, varieret kost, planlægning og struktur, så bliver jeg overhalet indenom af realiteten. Jeg kan ikke planlægge sygdom, mørke dage og uforudsete udfordringer. Sådan er det bare. Det er nok mit kvindelige instinkt. Den del af mig som kvinde, der bare vil have kontrol og alt placeret og fordelt i passende kasser. Engang imellem er det bare nødvendigt, at smide alt hvad jeg har i hænderne og starte forfra. Det ændrer sig nok aldrig, uanset hvad alder eller status du har. Sådan er livet.
Læs også Miss Robinson: Sex som middel mod stress og depression
Skal jeg så knalde det væk?
Det kunne jeg vælge at gøre, men problemet er, at sexlysten virkelig er taget på ferie. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til Mr. Handy, DET HAR JEG BESTEMT, men jeg er fuldstændig flad, når jeg rammer hovedpuden. Det samme er han, så der er ingen sure miner eller brok over den manglende sengegymnastik. Vi er bare enormt irriteret over, at vi ikke kan finde energien og lysten. Selvfølgelig har vi sex, men slet ikke som vi gerne vil. Vi ved godt begge to, at der tankes energi med sex, men hold nu fast vi skal trækkes op. Det er heller ikke vildt fantastisk, når jeg skal hoste hvert 20. sekund eller jamrer over, at mit knæ gør ondt, uanset hvordan jeg ligger. Jeg kan ikke hænge i sexgyngen hver gang, sex skal varieres. Det vi egentlig nok har mest brug for, er en bounty ø, sol og masser af cocktails.
Du skal finde JA hatten og det positive frem
Heldigvis er jeg ikke den eneste der har det sådan, halvdelen af Danmark er nærmest gået i dvale. Helt klart fordi, Danmark blev snydt for sommer i 2017. Varmen og solen udeblev, og det sætter i den grad sine spor. Sneen er også udeblevet her til vinter, og når der ikke er sne til at gør alt hvidt og lyst, men bare gråt og mørkt, så bliver vinteren ekstra lang. Mange omkring mig, både på arbejdet, venner og familie, klager samme sang. Træthed, manglende energi og lange mørke dage. Derfor er det vigtigt, at vi i samlet flok, finder JA hatten frem og fokuserer på det positive i stedet for det negative. Jeg har købt en dagslyslampe til mit skrivebord på arbejdet. I starten grinede de lidt af mig, men nu går den på omgang. For hvad nu hvis den alligevel virker, bare lidt. Ingefærshots, friskpressede citrusfrugter og kosttilskud der får det til at rykke lidt på energien. Så må vi se, om ikke sexlysten og energien kommer tilbage stille og roligt.
Læs også på detlumrehjørne.dk: Derfor valgte vi hjemmefødsel
Det skal nok komme, det plejer det
Altså sexlysten, lyset og energien. Vi er på vej mod de lange lyse dage, forår og forhåbentlig sommer. Vi skal glæde os til ferie, lange aftener på terrassen, grill og kold Asti. Lange gåture i klip klappere og store vaffelis. En tur i poolen, på stranden eller i skoven. Forår og sommer, I er savnet <3
Sidder du med samme udfordring, eller har en lignede fortælling om vintertræthed. Eller har du en super idé om, hvordan energien kan tankes, så skriv en kommentar eller mail til missrobinson@missgrey.dk
YOLO og knus fra
Miss Robinson