forfra

udgivet:

Sådan kan I starte forfra med jeres forhold

Det at starte forfra med nogen, om det så er kæresten, veninden eller et familiemedlem – kan være utroligt hårdt. Jeg er her for at fortælle om min historie og erfaringer med at starte forfra. Jeg har efterhånden gjort mig nogle erfaringer, og har et par tips til dig, som muligvis også gennemgår dette. 

Hvornår skal I kæmpe videre?

Jeg har før snakket lidt her på bloggen om mit forhold med Mr. Teddy. Jeg har før skrevet om at jeg ikke har alle svarene, og det har jeg stadig ikke. Men denne proces jeg, eller vi, har været igennem, har lært mig en masse gode ting. Jeg har fundet ud af, hvad der har virket, hvad der er realistisk – og så har jeg lært at tage mig lidt af mig selv.

Og egentligt så sad jeg og fik lyst til at dele nogle af de ting, jeg har lært, med jer. Fordi at jeg tænker, jeg nok ikke er den eneste derude, der har oplevet et forhold gå den forkerte vej? Eller at have brug for at starte forfra. Det har føltes som at mærke du kører af vejen med bilen, du ved det kommer til at ske, og du ved du kører den forkerte vej. Men du kan ikke rette bilen op. Der er endnu ikke sket en ulykke, men du ved, at hvis du ikke gør noget drastisk, så er ulykken uundgåelig.

Så hvordan lykkedes det mig at rette bilen op?

Jeg bestemte mig for at sætte mig ned, og definere, hvad JEG ønsker i et forhold. Hvad ønsker jeg for fremtiden, og hvilke mål har jeg? Netop disse spørgsmål satte en masse tanker igang. Og en samtale med en anden fantastisk kvinde gjorde, at noget gik op for mig…

LÆS OGSÅ: Skal kærlighed gøre ondt?

Kærligheden er desværre ikke nok

Når du er ung, forelsket for første gang, og helt oppe på den lyserøde sky – så tror du på, at kærligheden klarer alt. De fleste af os lærer, at når vi vokser op, så bliver vi nogle gange skubbet ned af den lyserøde sky. Jeg vil stadig kalde mig selv for ret ung grundet mine 21 år, men alligevel, så er der noget der er gået op for mig.

Det er ikke altid at kærligheden blandt to mennesker er nok

Hvis livsmålene, rytmerne og alle visioner er så forskellige, og der intet kompromis findes? Så bliver det for alvor en smule svært at leve livet. Din store drøm kan godt være kernefamilien, men du vil også gerne ud at rejse? Du kan ikke få begge dele? Jeg kender en dejlig kvinde, som var i et forhold med en mand i 10 år. Først efter de 10 år fandt hun ud af, at han ikke ville have børn. Og hun SKULLE have børn. Hvad så? Kan vi så sige, at de år var spildt? Det ved jeg nu ikke, men der fandtes intet kompromis, der gjorde, at de kunne have en fremtid sammen.

På den måde gik det op for mig, at selvom, at der er masser af kærlighed mellem Mr. Teddy og jeg – så er det muligvis ikke nok til at starte forfra? Hvis alt andet ikke fungerer, hvis vi vil så mange forskellige ting – hvad så?

Så bliver livet meget kompliceret. Derfor måtte jeg sikre mig, at vi begge var indstillet på at finde de kompromiser, der skal til. Og at vi begge så fremtiden som værende nogenlunde ens – og det gjorde vi heldigvis! Så nu er vi klar på at starte forfra.

Hvad kan I gøre for at starte forfra?

Men nu hvor jeg har plapret om en hel masse ting, så vil jeg snakke lidt om, hvad jeg tænker I kan gøre. Der findes mange forskellige ting, og dette er jo bare mine erfaringer, og hvad der har virket for mig. Bliv inspireret, og i sidste ende, find din egen eller jeres egen vej for JERES parforhold.

Hold op med at tænke på, hvad alle andre tænker

Se, det her har været én af mine store udfordringer. Vi ønsker jo ikke rigtigt i dagens Danmark, at vise folk vi har problemer. Det er meget bedre at kunne fremstå perfekte og glade udadtil. Ligesom når du ser det der perfekte familiemedlemspar, og den dag du hører, at de er gået hver for sig, er det en kæmpe overraskelse!

Jeg spekulerede meget på, hvad hans familie tænkte om mig. Jeg har før snakket om hvor meget skal en svigerfamilie fylde? Jeg brugte al for lang tid på at tænke over, hvordan vi fremstod, og over at de ikke måtte vide, vi havde problemer. Da de fandt ud af det, holdt jeg op med at komme der. Jeg tror jeg var inderligt bange for at blive dømt. Men helt ærligt, det har jo intet med dem og alle andre at gøre. Det handler om Mr. Teddy og jeg – og derfor valgte jeg at lægge disse tænker på hylden. Hvis I oplever at tænke meget over dette i jeres parforholdskrise, så læg disse tanker væk. I har taget en beslutning om at arbejde på jeres problemer, og så er det helt lige meget, hvad alle andre tænker (selvom det er den sværeste overbevisning i verden).

Få afklaring med de fælles fremtidsplaner

Dette snakkede jeg egenligt meget om i afsnittet før, og det handler bare om, at I skal snakke sammen og finde ud af, hvad I ønsker for fremtiden. Det vi gjorde var hver især, var at definere, hvordan vi godt kunne tænke os et forhold. Hvilke ting er vigtige for dig? Hvad er vigtigt for ham? I kender selvfølgelig godt hinanden. Men nogle gange kan vi blive fastklemt i en definition om, hvem vi er, selvom vi især i vores unge dage udvikler os muligvis i en anden retning. Ønsker du at fortælle din partner, at det egentligt er vigtigt for dig at have mulighed for at sige fra til familiefødselsdag (selvom du altid er taget med), jamen så er det tidspunktet nu. Det er ikke fordi det er indledende forhandlinger om betingelserne i jeres parforhold i fremtiden, men noget der minder lidt om det. Det kan være sindssygt hårdt at bryde ud af jeres gamle vaner, men der er åbenbart noget der ikke har fungeret – ellers ville I ikke være der hvor I er nu. Eller være igang med at starte forfra. Derfor har I nu en mulighed for at ændre tingene.

Fjern de ting, der udløser jeres problemer

Her bliver det rigtig svært. Først og fremmest så skal I vide, hvad det er der er gået galt for jer. For ikke så lang tid siden, så gik noget op for mig. Det gik op for mig, at jeg lidt havde tvunget Mr. Teddy ind i en ramme med mig, som han måske ikke var klar til. Han var ikke selv klar over, at han ikke var klar til det, og jeg ville det utroligt gerne – så vi endte med at gå derhen, hvor jeg gerne ville. Jeg kunne ikke se det i øjeblikket, men kan se det nu. Derfor kan det ikke være helt dumt at kigge tilbage på jeres problemsituationer.

Vi skulle simpelthen ikke bo sammen lige nu. Og i forhold til det første punkt, så var det rigtig svært for mig. Jeg havde svært ved at acceptere det, og rigtig svært ved, hvordan det så ud udadtil. Der var da også mange fordomme. Men vi valgte at vise dem det modsatte. Jeg har set Mr. Teddy blive en helt anden person. Meget gladere, friskere og med sin gamle personlighed. Manden jeg forelskede mig i. Og det bekræfter mig i, at det var den rigtige beslutning. Så måske I skal finde ud af, hvad det er der er roden til jeres problemer – og så fjerne det? Er det altid de der familiefødselsdage og sammenkomster? Fjern dem, tag afsted selv. Selvom det ikke følger normen, og selvom det ikke er, hvad DU måske ønsker, så fjern dem for en tid. Det letter utroligt meget. Og det betyder ikke at du ikke kan få de ting tilbage engang i fremtiden. Jeg regner da også med en dag at skulle bo med Mr. Teddy igen, men en dag, hvor vores forhold og hvor vi, er klar til det.

Aftal at fremtid og fortid er to forskellige ting

Ligesom med så meget andet, så aftal at fortiden hører til i fortiden. Lad være med at bringe alle de dårlige ting op i jeres skænderier. Sket er sket, og gjort er gjort – og nu er det tid til at komme videre. Det at I tager en beslutning om at arbejde på tingene, og at se fremtiden, som hvad den er – det betyder noget. Det kan som sagt være en lang og svær proces at starte forfra, men hvis I tror på det, så skal det nok lykkes.

Vær ærlige overfor hinanden.

Elsk hinanden

Beslut jer for at se fremad og ikke tilbage

Fokuser på jeres forhold og ikke på alle andre

LÆS OGSÅ: Er vi blevet deltidskærester?

Hvis du har brug for at snakke..

..så husk at du altid kan sende mig en mail på: mv@missgrey.dk – eller smide en kommentar nedenunder. Jeg vil mere end gerne høre om dit forhold, problemer eller hvad end det kunne være. Det kan også godt være du bare gerne vil dele din historie om at starte forfra med os? Husk at du altid kan være anonym. Tusind tak fordi du læser med, og tak fordi du tog dig tid til at læse dette ret så lange indlæg. Held og lykke!

Much Love

Miss Vanilla

forfra

Se Også