Miss Robinson - sexblogger

udgivet:

Når nøgenhed ikke er mere…. hvad gør vi så?

Hvordan har du det med blufærdighed?

Bader du fx topløs på stranden eller går du nøgen rundt derhjemme? Der er stor debat i medierne i øjeblikket, om nøgenhed er ved at være en saga blot. Jeg lægger mig derfor i slipstrømmen og kigger lidt på, hvorfor mange har et anstrengt forhold til nøgenhed, for det har ikke altid været sådan.

Kære læsere

Det er lidt svært at undgå i øjeblikket, debatten om nøgenhed. Det er efterhånden en epidemi både på print og online. Jeg læste en artikel af Elisabeth Astrup fra Politiken, hvor hun gik lidt i dybden med, hvorfor ”blufærdighedens brise blæser over os.” Det er ikke længere normalt at bade topløs på stranden, at vise sig nøgen i baderum på skoler o.lign. selv i børnehaver og vuggestuer bader de små med bukser på, for ikke at sende forkerte signaler. Som Elisabeth Astrup skriver, citat: ”Men er vi i virkeligheden blot ved at vende tilbage til en art normaltilstand efter at have sundet os oven på ungdomsoprøret? Eller er vi i færd med at miste noget dyrebart?” Det tror jeg desværre hun har ret i.

Hævnporno og digital sexkrænkelse…

Lige netop de to ting har en stor del af skylden, uden tvivl! Det er nemlig de unge generationer (jer mine kære læsere), der er ved at skabe og sprede frygt om nøgenhed. Det bunder, forståeligt nok, ud i frygten for, at en eller anden gemmer sig med sin mobiltelefon, iPad eller hvad der indeholder et lille kamera. Ingen er interesseret i, at få sine nøgne bryster spredt ud over det hele. Selv om det er ulovligt og strafbart ifølge persondataloven, praktiseres det i stor stil. Frygten spreder sig som ringe i vandet og smitter af på alt der har med nøgenhed at gøre.

Bodyshaming og fitnesskroppen skaber angst.

Vi konfronteres hver dag med perfekte kroppe, der i virkeligheden er photoshoppet skamløst. Det skaber en stor følelse af skam og angst for at vise os frem. Jeg korser mig, når jeg går forbi fx butikker som Ginatricot og H&M. Mannequinerne i vinduerne er, i mine øjne, så nåletynde, at de næsten knækker. I virkeligheden er det jo et minimum af Danmarks befolkning, der overhovedet er så tynde. Uden at skulle gøre mig klog på størrelser, vil jeg tro, at gennemsnits størrelsen for en dansk kvinde, ligger på st. 38-40. Modellerne i vinduerne er bestemt ikke en størrelse 40.

Læs også Miss Laras indlæg Komplet nøgenhed 

Hvad med bikinikroppen?

Ja, I har sikkert også rullet forbi det spørgsmål på Facebook og andre sociale medier, kigget ned af jer selv, og taget stilling til det spørgsmål. Om man har en bikinikrop eller ej vælger man jo selv, men det jeg vil hen til er, at sådan et spørgsmål er også med til at skabe debat. Mange har kropsglæde og andre har ikke. Selvtillid og selvværd, men også en lille smule selvkritik vil jeg sige. Jeg er en st. 48 og er kartoffelformet, bikini er bare ikke mig. Egentlig burde jeg bare sige, fuck det, jeg tager på hvad jeg har lyst til. Men frygten for, at skulle angribes af himmelvendte øjne, grimme kommentarer og bodyshaming ligger altså i baghovedet, så jeg vælger badedragt. Jeg ligner også en kartoffel i badedragt, men får ikke samme reaktioner, sjovt nok!

Bodyshaming sætter grimme spor på sjælen

Blandede bolsjer

Vi er en stor omgang blandede bolsjer derude i verden. Mange kulturer, religioner, meninger og stemmer. Det mener jeg også har stor betydning for nøgenheden. For nogle kulturer gælder det om at skjule sig og andre om at vise sig frem. Man bliver forvirret og udfordret som ungt menneske, når man skal begå sig i den blanding. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Der opstår bare en seriøs grim konflikt, og der er ikke nogen fornuftig løsning på problemet.

70´er barn og hippiforældre

Jeg er fra 1971, det betyder at jeg er opvokset med nøgenhed, fri porno, hippiforældre og Nej til Atomkraft. I 70´erne var der bare bryster over det hele, børnene rendte rundt i bare numser og de voksne dansede nøgne over engen, hyggede i fællesskab og sang kumbaya. Blufærdigheden var ikke at finde mange steder, det var naturligt. Nudiststrande, nudistlejre og nudistklubber overalt. I dag er det næsten ingen af finde. En enkelt nudistcampinglejr hist og pist. Hvor ofte finder man en fyldt fællessauna, hvor brugerne sidder nøgne og ikke er viklet ind i håndklæde?

Læs også Miss Robinsons indlæg: Sådan lærer du at elske dig selv

Kunstig nøgenhed og snapchat

Den eneste nøgenhed vi næsten kun ser på i dag, er porno og side 9 pigen, eller snappiger og fyre, der udstiller sig selv for “likes”. En verden jeg har meget svært ved at forstå, nok min alder der kommer lidt ind og laver ballade der. Ytringsfrihed kommer op på lystavlen,  for jeg tror at det handler om, ”jeg kan og vil” princippet. Kunstigt opstillet nøgenhed, som intet har med den sanselige og naturlige nøgenhed at gøre.

Vi mangler nøgenheden og friheden, der gør os sanselige uden seksualitet. Vi er ved at miste noget dyrbart, det vil jeg give Elisabeth Astrup ret i.

Hvad så nu?

Intet ændrer sig hos mig. Jeg går nøgen rundt i min stue, også foran mine børn, og det samme gør de. Vi skal ikke være blufærdige overfor hinanden. Det skal være naturligt og ikke forbundet med noget seksuelt. Kun når det handler om Mr. Handy og jeg alene selvfølgelig. To meget forskellige ting i min verden. Min lille dulle på 8 år, er i en periode, hvor alt tøjskift foregår på værelset eller toilettet, og jeg bruger meget tid på at tale med hende om det. Det er ikke nødvendigt, hun har intet at skjule eller være flov over. Når brysterne begynder at vokse og der titter behåring frem, så er det en naturlig reaktion i teenageralderen. Det er en periode alle piger og drenge skal igennem. Men som 8 årig skal man ikke gemme sig.

Af med tøjet og dyrk nøgenheden!

Når jeg er i min have og nyder solen, så smider jeg toppen og lufter de to dejlige damer, også selvom de efterhånden ser godt slidte og brugte ud. En fyldig E skål der har ammet tre gange og har været udsat for lidt af hvert. Så kan naboerne sige hvad de vil, I dont give a flying fuck! Mr. Handy syntes også det er hyggeligt, men det er det der med mænd og bryster. Så luk lidt ned for blufærdigheden og luk nøgenheden lidt ind, det er sådan vi er skabt og en helt naturlig ting.

YOLO og lumre knus fra

Miss Robinson

HUSK: Du kan følge med hos vores allerskønneste Miss Robinson på siden: “Det Lumre Hjørne” ved at klikke lige her. 

 

Se Også