Kære læser,
Kender du det der med at fortryde noget? Nogle gange kan man nå at ændre noget i rette øjeblik, andre gange er det for sent.
Man kan fortryde mange oplevelser og handlinger. Nogle større end andre. Og jeg må indrømme, at jeg har fortrudt en ret stor ting!

Var aborten det rigtige?

Jeg ved, at jeg sidste gang lovede jer, at jeg ville anmelde Kirk Rønlers nye bog: “Sådan får du en kæreste”. Og det vil jeg også (læs her – nu er den oppe) – jeg føler bare, at jeg lige må udsætte det til næste gang, for jeg vil virkelig gerne fortælle jer om en kæmpe beslutning.

Husker I, at der blev truffet valg om abort? (læs her)… sagen er, at jeg har fortrudt det.

Søde sygeplejersker og hård overlæge

Det der skete, var reelt en god nok oplevelse. Jeg har været på hospitalet så mange gange nu, bare for at sidde og hulke og sige, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville.

Alle sygeplejersker jeg mødte var super søde og forstående, og jeg kunne uden problemer høre, at de mellem linjerne stærkt anbefalede mig at beholde barnet.

De var ikke blege for at fortælle deres mening, trods lægernes lettere, skulende øjne på dem

Dog mødte jeg en overlæge (hende, som skulle undersøge om jeg var rask og frisk til abort rent fysisk) som bestemt ikke anså en abort som noget stort eller svært.

Hun fortalte køligt, hvordan de ville fjerne det, og hvad risikoen var. Da jeg med tårer i øjnene spurgte hende, om hun kunne forklare mig om fosteret var i en udvikling og så stor at den kunne føle smerte, kiggede hun bare på mig med trætte øjne og mumlede; “det ved jeg ikke. Vi kan jo ikke ligefrem spørge den, vel? Men altså, de er jo bare en bunke celler. Også selvom de ligner et lille menneske.”

Jeg kan huske, hvordan Mr. Bads hånd på mit lår tog lidt fat.

Han var bestemt ikke tilfreds med hendes forklaring. Mr. Bad ville dog også igennem det hele og tilmed gerne beholde barnet, men han støttede mig fuldt ud i aborten.

Den endelige beslutning

Denne overlæge ville egentligt bare gerne få sat mig igang, og trykkede utålmodigt med sin kuglepen, imens jeg fik grædt færdig. Sygeplejersken kom hende heldigvis i forvejen, og spurgte, om jeg ikke lige ville have lidt mere betænkningstid – det måtte jeg jo så svare jo tak til.

Så sagt som gjort. Mr. Bad og jeg tog endnu engang hjem, og vi aftalte at jeg skulle ringe til dem ugen efter med min beslutning om det ene eller andet.

Dagene gik hurtigt, og før jeg vidste af det, var det fredag ugen efter. Med lidt hurtig tællen på fingre og en tanke om, at jeg godt kunne vente til mandag, ventede jeg til torsdag ugen efter, før jeg ringede derind.

Med følelsen af ingen anden udvej, ringede jeg ind og fortalte med bævrende stemme, at jeg gerne hurtigst muligt ville have aborten. 

Så langt, så godt. Jeg skulle derind ugen efter, hvor jeg var midt i uge 11 – hvilket er sidste mulighed for abort.

Den sidste undersøgelse

Min mor kommer og henter Mr. Bad og jeg tidligt om morgenen. Min lille Terminator blev afleveret lige inden vi tog afsted til hospitalet.

På vejen derind kan jeg se, at jeg har fået et brev, hvori jeg læser at jeg har fået tid til aborten dagen efter. Det er jo på sin vis godt nok, men jeg kunne mærke en enorm kvalme vælte ind over mig.

Da vi parkerer og jeg går ud af bilen, begynder jeg at græde ustyrligt. Mr. Bad holder om mig, men vi går ind efterfulgt af min mor.

Hun spørger om jeg er sikker, og jeg siger, at det bare skal gøres.

Da vi når ind til dem som skal undersøge mig en sidste gang, starter lægen (gudskelov en anden!) med at spørge mig, om jeg er sikker i mit valg. Jeg kigger væk, og siger at jeg ikke vil tale om det, bare få undersøgelsen overstået.

Der er to læger og en sygeplejerske tilstede. De kigger på mig med rolige, medfølende øjne, og fortæller alle, at det er helt okay. At jeg skal tage min tid, men at de altså er nødt til at få min endelige beslutning fortalt, før at de kan fortsætte.

Vi aftaler dog hurtigt, at vi lige kan få scanningen af barnet/fosteret overstået. De spørger om vi vil se, og jeg svarer hurtigt nej.

Jeg kunne mærke, hvor forkert det føltes. De stod og kiggede på mit barn, som jeg ikke selv kunne se, og målte det og tjekkede det.

Sygeplejersken, min mor og Mr. Bad holdte mig alle enten i hånden, eller aede mig på kinden imens. Sygeplejersken spurgte pænt ind til min søn derhjemme, og fortalte så, at jeg skulle huske, at jeg skulle kunne leve med min beslutning efterfølgende. Jeg kiggede herefter på Mr. Bad, som stod og græd. Åh, hvor gjorde mit hjerte ondt. 

Scanningen blev færdig, og de spurgte mig igen. Jeg kiggede grædende på min mor, og roligt spurgte hun; “skal vi sige, at vi ikke kommer imorgen?” Jeg begyndte at græde endnu mere, og nikkede hurtigt.

Jeg fik et kram af hele personalet, og kom hjem med et forvirret, træt, men lettet hjerte.

Så jeg fortrød valget om abort. Og jeg nåede at ændre det i sidste sekund!

XOXO Miss MILF

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here