fordele-ved-sex-i-vand

udgivet:

Fordele ved sex i vand

Kære læser

Sommeren er ovre os, også selvom det er svært at få øje på solen i øjeblikket. Jeg har i hvert fald kigget langt efter den her i min ferie. Der er langt mellem strandgæsterne, så mange har stranden helt for sig selv i disse tider. Det betyder også mere privatliv, så hvis du endnu ikke har dyrket sex i vand, så har du en oplagt mulighed nu.

LÆS OGSÅ: Sex i det fri, her er reglerne

Jeg har været så smart at lægge ferien i starten af skolesommerferien, og det fortryder jeg altså lidt. Men det var det der skulle til, for at få kabalen til at gå op. Heldigvis har jeg en uge til gode senere på sommeren. Mr. Handy har kun haft en uges ferie, sådan er det når man kun er to i firmaet, og kun en mand på gulvet. Så vi snakkede lidt om, hvad vi skulle bruge hans feriepenge til, og jeg fik en genial idé… syntes jeg selv!

Spa i haven = sex i vand

Du har sikkert set reklamerne for de oppustelige spa til haven. Det har jeg i hvert fald, og straks så jeg det for mig. Spahjørne i haven! Vi fælder brændnælderne og lukker af, bygger en lille træterrasse (den fikser Mr. Handy, han skal jo leve op til sit alias), køber lidt palmer og siv til de grimme vægge (den står jeg for, men hold nu op det er dyrt), fakler og andre lyseffekter (tjek, også mig) OG bestiller den der 6 personers spa (jeg har det sorte bælte i shopping). Bom! Så er der spahjørne. Der skulle ikke meget overtalelse til, før Mr. Handy så samme vision som jeg, så han var nem at overtale. For ikke at nævne mulighederne – også om vinteren.

“Skat, det er et lukket hjørne og privat. Du ved.. tsk tsk, vi kan lave mange hyggelige ting i det hjørne ;-)” 

spa sex i vand

Byggeriet gik igang

Der gik ikke lang tid, før vi havde opmålt, besluttet og bestilt hvad der skulle bruges til vores nye spahjørne. Målet var at blive færdig inden sommerferien, så vi kunne nå at komme i boblerne, inden vi skulle afsted til Jylland en uges tid i sommerhus med ungerne. Som altid med onlineshopping, var der lidt bump på vejen. Selvom vi et par gange alligevel måtte spænde traileren for bilen og selv hente byggematerialer,  lykkedes det dog alligevel at blive færdig et par dage før vi skulle afsted. Her har du det færdige resultat! Lækkert ik? Mega hyggeligt når det er mørkt, så er der små lys i pavillonen, som en stjernehimmel.

spa færdigt sex i vand

Sex i vand – her er fordelene

Det er virkelig lækkert at sidde i og boblerne vælter op fra bunden og masserer nakken og ryggen så skønt. Dog er der ikke plads til 6 voksne! Max 3 voksne og et barn. Så fald ikke for det salgs argument, hvis du allerede overvejer at købe et ude spa i denne model. Men uanset om det regner, er koldt eller blæser, så er vi derude. 37 graders skønt vand. En ting jeg ikke lige havde tænkt over, var fordelene ved sex i vand. Jeg havde ikke lige skænket den del en tanke. Ja bevares, jeg havde tænkt at der ville gå Paradise i den, men ikke de muligheder vandet kunne give.

8 gode grunde til at dyrke sex i vand

  1. I vand er du let, det vil sige mere mobilitet. Så har du lidt vægt du slås med, så gør det absolut det hele lidt nemmere
  2. Du belaster ikke led. Hvis du fx. ligesom jeg, har lidt problemer med knæ og ryg, så vil du opleve, at du kan bevægelser du normalt ikke ville kunne
  3. Boblerne støjer lidt (som en støvsuger) så hvis du er en der laver lidt for høje lyde når du knalder… ja så overdøves du af boblerne. (Vis dog hensyn til naboerne alligevel 😉 )
  4. Vandet er varmt, så du fryser ikke halvvejs i herlighederne, heller ikke selv om det er vinter og minusgrader. Bare du bliver under vandet.
  5. Du kan sidde og pille ved din partner under vandet, uden at nogen kan se det. Boblerne gør vandet uklart og skjuler uartighederne
  6. Det er romantisk, når faklerne er tændt og mørket er faldet på.
  7. Du kan nyde et glas bobler i boblerne, så der kan arrangeres datenight og intim stemning som forspil
  8. Kvalitetstid og total afstresning med den du elsker

Vores bedste køb EVER

En ting er sikkert og det er Mr. Handy og jeg meget enige om. Det er den bedste investering til haven, udover vores 24.000 liter pool og vores overdækkede terrasse, vi nogen sinde har gjort. Det hjørne vi har bygget spa området i, har altid været et rodehjørne, med vasketøjsstativ, byggematerialer, gamle cykler, kaninbur og brændnælder. Nu er det et af vores absolutte yndlingsspots i haven <3 Der kommer til at gå mange timer i det spa. Nu mangler vi bare en lille udesauna og dampbad… hi hi. Men der kommer nok til at gå lidt, før jeg for overtalt ham til det projekt.

LÆS de frække noveller på Missgrey PLUS – tilmeld dig HER

Gode råd før du har sex i vand

  • Det er selvfølgelig klart, at du skal være ren. Selvom der er klor eller aktiv ilt i en spa, så skal du lige sørge for at vaske dig lidt.
  • En ting jeg har erfaret er, at jeg bliver mærkelig tør i skeden, når vi knalder i vandet. Umiddelbart tror jeg, at det er kloren i vandet, der gør det. Sørg for at ha´ en lille flaske vandbaseret glidecreme med i lommen på din badekåbe eller smør lidt på, inden du hopper i baljen.
  • Det er også en god idé at gå i bad efter, ellers lugter du af klor på huden. Præcis som når du er i svømmehallen.
  • Bader du om vinteren og det er frostvejr, så skal du huske at tage en hue på, ellers bliver du kold om hovedet og bliver syg.
  • Hvis du ikke har en badekåbe – køb en!

YOLO og sommerknus

fra Miss Robinson

Se Også