Kæreste læsere!
Som I nok kunne læse i mit forrige indlæg, har jeg på et tidspunkt synes, at Mr. Grey var verdens største røvhul! Det viste sig på det tidspunkt, at manden der havde mit hjerte i sin hule hånd, også var manden, der skulle knuse mit hjerte fuldstændigt og føre mig ud i verdens største smerte. På trods af alle veninders, venners og families advarsel, valgte jeg at tage kampen op mod kærligheden. For hvis mit hjerte ikke kunne heles, før Mr. Grey igen var min, så måtte jeg jo gøre noget ved det. Og så måtte det jo briste eller bære, og hvis jeg i tilfældet, ville komme til at brænde nallerne, så måtte jeg lære af det, og aldrig begå samme fejl igen. Er det virkelig så forkert, at elske den rigtige og tage chancen?
Læs med her, og find ud af, hvordan Mr. Grey og jeg fandt hinanden igen!
Det svære valg – er det forkert?
Jeg tog et valg, nok de færreste mennesker ville tage. Efter at være blevet kørt rundt i en følelsesmæssig manege, valgte jeg at tilgive manden, der både havde knust mit hjerte, men også fået mig til at føle mig som verdens heldigste pige. Og lige præcis af sidstnævnte grund, måtte jeg tilgive ham.
Mr. Grey formår på mange måder at overraske mig
Det vi har, er unikt. Og ja, jeg er godt klar over, at kærlighed gør blind, men på mange måder, viser jeg ham en tillid, jeg aldrig har vist andre. Og det er både på det følelsesmæssige plan, og det seksuelle.
Seksuelt lader jeg Mr. Grey dominere mig. Jeg lader ham tage over, og nyder det fuldt ud. For lige præcis på det seksuelle, er det nogle gange vigtigt, at vi kvinder træder til side, og lader den mandige mand komme til! Følelsesmæssigt, kan Mr. Grey også blive dominerende, og på nogle punkter, kan han få mig til at føle præcis de ting, han gerne vil have mig til at føle. Dog skal dette ikke forstås som, at det var det, der fik mig til at tage Mr. Grey tilbage.
Ofte, efter et brud, får vi kvinder af vide: “Kom videre” eller “Gå ikke tilbage til en fuser”.
Men hvorfor er det lige, vi bare skal komme videre fra noget, eller en, der har givet os så meget positivt på det følelsesmæssige plan? Hvorfor kan vi ikke kæmpe for det, der egentlig fik os til at føle os så unikke? I de nyere dage, er det blevet så moderne “bare at komme videre”. Vi dropper at bearbejde følelserne, lægger dårlig opførsel bag os, og glemmer ham man elsker højt. Hvis vi skulle komme videre, og efterlade alt og alle, der på et tidspunkt har såret os, hvad ville vi så have tilbage? Hvorfor altid vælge den nemme udvej, og bare giv op. Er det SÅ forkert at kæmpe for kærligheden?
JEG tog det rigtige valg!
Jeg skal konstant høre på folks mening om, at jeg gik tilbage til en fuser, og at det nok er det dummeste valg, jeg har truffet. Men valget føltes dybt inde i mit hjerte, ganske rigtigt!
Indtil videre har jeg ikke haft den mindste følelse af fortrydelse. Jeg har taget det helt rigtige valg. Mit hjerte har aldrig været fyldt med mere kærlighed end nu, og Mr. Grey og jeg kæmper hver dag for at opretholde det gode forhold. Jeg kæmper personligt med tillidsproblemer, og dette af flere grunde. Men Mr. Grey er god til at få mig ned igen, og hjælpe mig med, at bevare roen. Han ved hvor svært det er for mig, fordi vi på alle måder snakker åbent om alle emner, også de svære, og det er et valg vi har taget, fordi det i hjertet føles rigtigt!
Så fortæl mig piger, er det så forkert at elske den rigtige, og kæmpe for kærligheden, ligemeget hvilke fejl han eller hun begår? Kan man altid finde hinanden igen?
Xoxo,
Miss Quinn <3
