Miss Fox

udgivet:

Miss Fox: Er du bange for at sige nej til sex med din date?

Hej læsere!

Personligt synes jeg, at det her er et emne, der er meget vigtigt at tage op, og snakke om. Jeg tror nemlig der er mange kvinder, der har oplevet det samme, som jeg har oplevet. Og det er vigtigt at vide, hvad man gør i sådan en situation.

For at forklare nærmere, vil jeg starte med en storytime!

Jeg har jo haft Tinder i et års tid, og i starten var jeg på date med en fyr, som vi bare kan kalde K. Han virkede sød og flink, mens vi skrev sammen. Men en time før vi skulle mødes, sendte han pludselig et billede af en kvinde, der blev slået i røven af en mand. Det syntes jeg personligt var meget underligt. Og ikke så rart, for der var intet seksuelt indhold i vores tidligere samtaler. Jeg tænkte dog at han sikkert bare var nervøs, og troede, at jeg ville syntes det var sjovt.

Vi mødtes så på en bar, hvor vi snakkede fint sammen…

Da baren lukkede ville jeg egentlig bare tage bussen hjem, men der var længe til den kom, og jeg havde intet strøm. Så jeg sagde ja til at gå op til ham, (han boede 20 meter fra baren), indtil bussen kom. Så snart jeg kom op i lejligheden, dæmpede han lyset, fandt en flaske rødvin frem. Han hældte meget mere op i mit glas end sit eget. Og derfra gik det ellers stærkt. Han satte sig tæt op ad mig, og selvom jeg rykkede mig, forstod han ikke hentydningen. Ellers ignorerede han det bare, og flyttede sig tættere på igen. Han stirrede åbenlyst på mine bryster og lyttede ikke til hvad jeg sagde. Han blev ved med at spørge om det samme, og generelt var han virkelig ubehagelig.

Han spurgte om vi ikke skulle ligge os over i hans seng

…og da jeg sagde nej, blev han ved med at presse mig. Til sidst rejste jeg mig for at gå, og han stillede sig overfor mig: ”Hvorfor har du så travlt? Er du bange for mig?”.

Og ja, det var jeg, jeg var pissebange, og jeg ville bare væk derfra. Heldigvis ringede min kammerat til mig, fordi jeg havde skrevet til ham tidligere, at der var noget mærkeligt ved min Tinder-fyr. Min kammerat sagde, han kunne komme og hente mig i bil, og jeg bare skulle sige til min date, at han holdt udenfor i bilen nu. Det sagde jeg så, og det virkede. Fyren lod mig være og jeg løb nærmest ned af trapperne, og ud af bygningen.

Efter det ignorerede jeg alle beskeder fra ham, hvilket resulterede i han blev virkelig sur og kaldte mig alle mulige ting.

Dette kan du lære af MIN historie…

Pointen med historien er, at jeg vil komme med nogle råd til, hvad man gør i sådan en situation. Tricket med at få en ven/veninde til at ringe, er god. Fortæl en tæt ven om daten, før du tager afsted. Aftal et kodeord (det kan jo være så simpelt som et ”nej”), som du kan sige, hvis du har brug for hjælp. Hvis alt går godt, kan du jo bare sende en hurtig sms, og sige, der ikke er grund til bekymring. Og hvis det går dårligt, og du føler dig presset, så siger du kodeordet, og så kan din ven lade som om vedkommende er lige i nærheden eller lignende. Netop så du kan slippe væk derfra.

Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du ikke direkte tør sige fra, hvis en fyr presser dig til noget, du ikke vil.

Situationen er skræmmende nok i forvejen, og man ved aldrig, hvad sådan nogle typer kan finde på, hvis man siger noget, der ikke behager dem. Man kan diskutere, hvor etisk det er at lyve for andre, men hvis du ikke tør sige nej til ham, så lyv alligevel. Sig, at du har menstruation eller andet, som du ved skræmmer ham fra tanken om sex

Det kan godt være det lyder åndsvagt, når du læser det her. Men i sådan en situation, kan man nemt lukke fuldstændig ned og ikke ane, hvad man skal gøre. Og hellere komme med en hvid løgn, end at ende med at gøre noget, du virkelig ikke har lyst til

Ellers er det altid godt at mødes på et offentligt sted, og se personen an, før du går med ham (eller hende) hjem. Og hvis du vælger at gå med dem hjem, så skriv til en veninde, og sig det, og send eventuelt også adressen

Det er aldrig forkert at sige nej til sex, hvis du ikke har lyst, og ikke er tryg ved situationen. Nogle mænd er gode til at få kvinden til at føle skyld, fordi hun siger nej, og det er forkert. Du må huske at tænke på dig selv, og du skal ikke gøre noget, som du 1) ikke har lyst til og/eller 2) ved du kommer til at fortryde senere.

Husk at pas på jer selv og hinanden <3

Se Også