Jeg fandt trøst i en ligesindet

Indlæg 4 ud af 6.

Dette indlæg om at finde trøst efter seksuelle overgreb er skrevet af en af vores meget modige skribenter og samarbejdspartnere, sexolog Sara Gry Windelev. Her kan du læse hendes personlige beretning om en opvækst fyldt med vold og seksuelle overgreb. Hun har et vigtigt budskab at fortælle andre, der har været udsat for netop dette eller er pårørende. Der er en vej ud af smerten, og det er hendes ønske at fortælle og inspirere andre til netop at finde denne vej. Læs med her i hendes gribende og detaljerede fortælling. Dette indlæg er fjerde afsnit i en serie af flere. Serien hedder “Gennem mørket og ud i lyset”.

Læs forrige indlæg her: Skyggesider som senfølger efter seksuelle overgreb

Noget der gav mening 

En dag i januar kom jeg på facebook, helt tilfældigvis forbi et opslag fra en bog.

Der stod: “En nærdødsoplevelse – ”Lyset”, min vejleder og sjæleven. Da jeg var ti år gammel, døde jeg. Og blev født igen. Her fik jeg det, jeg kalder ”Lyset”. Det er min vejleder og inspiration i hverdagen. ”Lyset” er det navn, jeg har givet det.
Sådan begynder min bog.”

Det fangede straks min opmærksomhed, netop fordi jeg selv havde en havde en speciel oplevelse, som 10 årig. Jeg stod på Nykøbing Falster station og ventede på min næste bus hjem fra skole. Pludselig er det som om, at taget letter. Alt bliver meget lysere, og det går op for mig, hvor forkert det er med alle de overgreb, der foregår i vores hjem på Lolland.

Jeg søger tilflugt inde på et toilet. Jeg er svimmel, dårlig og det hele kører rundt for mig. Men det er alligevel som om, at der kommer en eller anden klarhed og styrke til mig. Kort tid efter, er det også sidste gang, at jeg bliver slået af min stedfar. Det stopper fordi jeg er blevet ”stærkere” end ham. Han er den lille. Den som er bange for at miste mig, og jeg får magten over ham, så han i det mindste aldrig slår mig mere.

Jeg tager kontakt til en ligesindet 

Jeg bliver nød til at tage kontakt til Birne, efter jeg læste det. Jeg måtte bare vide, hvad der var sket for hende. Så jeg sender en besked på messenger. Lægger en føler ud, for at se om det er hende bag profilen og ikke en anden.

Hun svarer mig et par timer efter:

“Jo det er mig du har fat i, det er mit pseudonym navn, som jeg er tvunget til at skrive under, for at undgå eventuelle injuriesager. Min bog er sammenlignet med Tøndersagen. Du kan gå ind og læse om min bog her – se anbefalinger m.m. www.birnedalbjerg.dk”

Hun sender mig en e-mail, hvor jeg kan skrive med hende. Og hun fortæller mig også sit rigtige navn, hvilket jeg er meget beæret over. Jeg ved hvad det kræver af et menneske, som i dén grad har fået smadret sin tillid til verden. Og her begynder en fin korrespondance.

Email korrespondancen med en ligesindet, der gav trøst:

20 Januar 09:34

“Kære Birne.

Tusinde tak for din tillid, jeg ved hvor meget, det betyder at kunne have det til et andet menneske. Jeg kan sige dig, at jeg har underskrevet en fortrolighedserklæring i forbindelse med min uddannelse som sexolog. Nu har jeg endnu ikke læst din historie endnu, og jeg ved den bliver hård men lærerig. Du er simpelthen så sej og modig. Stærkt at du har skrevet en bog om det helt, det må have været en vandvittig hård proces.

Jeg håber også den har healet dig på en måde. Jeg er selv overlever, min stedfar forgreb sig på mig fra jeg var 3-18 år, og så har jeg en del andre krænkere i bagagen også. Jeg er kommet ud på den anden side, som et stærkt og et helt menneske, og alt det jeg har lært, vil jeg helt vildt gerne give videre til andre overlevere. Så jeg arbejder meget med senfølger, og blogger også om det.

Jeg vil rigtig gerne ud og holde foredrag også, så andre overlevere kan se: At de ikke er alene, at de intet har at skamme sig over, hvor vigtigt det er at får hjælp og at et livslangt arbejde med sig selv er nødvendigt. Hårdt er det, men for mig, giver det mig livet tilbage. Det jeg så vil frem til er, det du skrev med, at du som 10-årig finder “lyset”, din styrke tænker jeg.

Det sker nemlig også for mig, da jeg er 10 år. Eller faktisk dagen før min 11 års fødselsdag. Dér vender det hele, og det går op for mig, hvor forkert det er, alle de ting der sker. Kommer du mere ind på det i din bog? Altså hvad der sker da du er 10 år? Sådan som jeg forstår det, starter din bog der? 

Alt det bedste til dig”

21 Januar 08:18

“Ja det kan du tro jeg gør – for det har været min redningsplanke. Bogen starter med Lyset og der kommer en del om det til sidst i bogen. Jeg får Lyset, da jeg får strøm igennem mig. En nærdødsoplevelse. Min bog er skrevet i et observerende sprogbrug – men absolut værd at læse – siger andre. Jeg er ked af at høre, at du har været udsat for det samme som jeg. Det er der ingen, der fortjener. Det har været forløsende at skrive bogen – en proces der stod på over 3 år. Kære du, jeg tror du vil finde mange ligheder i min bog. Som vil kunne støtte op om dig. Du er altid velkommen til at skrive til mig.

De kærligste hilsner Birne Dalbjerg”

28 Januar 16:22

“Kære Birne.

Jeg tænker, at den bliver rigtig svær for mig at læse, men ser det også som en del af min egen proces. Og det hjælper ikke at være “alene”, selv om jeg dog ville ønske, at det ikke var sket for andre. Er sikker på, at der vil komme mange tårer, og den bliver taget i bidder. Jeg må selv tage min hovedopgave og blogindlæg om senfølger, lidt ad gangen. Hvordan mon du klarer din hverdag med senfølger? Kan du holde til dem? Har du accepteret dem og sluttet fred med dem? 

Alt det bedste til dig”

29 Januar 11:06

“Du spørger mig om, hvordan jeg lever med mine senfølger. Det gør jeg jo, fordi jeg skal. Men jeg har lagt megen vægt på, at etablere mig et liv – og det bedst mulige for mine børns skyld. Det jeg har været mest plaget af har været flashback og dårlig nattesøvn pga. mareridt. Så stoler jeg selvfølgelig ikke på et eneste menneske i hele verdenen, uanset hvilken autoritet de så må være.

Det kan godt i sig selv være et mega problem. Så har jeg, – selv om jeg har arbejdet meget med det – nogle social relations problemer. Jeg har levet 3 år mere eller mindre på gaden, og der tillægger man sig en hvis mentalitet. Hvis jeg bliver presset, så dukker denne gadebarnsmetalitet frem. Og den kan være alt andet end hensigtsmæssigt. Ord som: skal, du skal gøre, jeg bestemmer – giver mig vildt mange “røde knopper” og gadementaliteten dukker øjeblikkelig op.

Så finder jeg ro i at være alene. Ikke nødvendigvis ensomt, men bare det at være alene. Så føler jeg at jeg har kontrol – en verden uden angst, men jeg bryder bevidst med det, fordi jeg er opmærksom på det. Jeg har været ramt af stort set alle senfølger, du kan komme i tanker om. Specielt generaliserende angst har været et stort problem for mig. Dernæst har jeg gået til forskellig former for terapi, mest almindelig psykologer on and of siden 2012 – det har bestemt gjort mig langt mere fri.

Dernæst valgte jeg en usædvanlig vej, nemlig en kropsterapeut, som flyttede mine grænser for min angst ved berøring, – og det har gjort mig allermest fri. Den direkte angst for andre mennesker tog af, og det samme gjorde den sociale angst. Har jeg stiftet fred med det? Jeg har ro omkring det, men personligt mener jeg, at udtryk som du skal tilgive dem, og du må ikke være vred er typiske psykolog udtryk, som overhoved ikke har noget med virkeligheden at gøre. Jeg har fred med det, det er ikke i mine tanker hver eneste dag. Det at skrive bogen har også været en fantastisk proces, Der bliver man næsten vaccineret med sin egen historie.

Og vreden har taget af, efter jeg mødte kropsterapeuten – det første han sagde til mig var stik modsat alle andre terapeuter, vær vred indtil du ikke gider mere. Jeg havde nogle uger, hvor jeg var sindssyg vred, – kommer man ikke af med vreden, hvordan skal man så få ro på sine følelser? Har jeg tilgivet? – Overhovedet ikke, men jeg tænker, at jeg er et behageligt sted i forhold til mine oplevelser, Jeg kan skrive til dig uden at alle ubehagelige minder dukker ubevidst op.

Kommer jeg nogensinde over det? NEJ, men jeg kan få et så værdigt liv som muligt, hvor jeg kan glædes ved mine børn og børnebørn, og deres glæde giver mig en dejlig livsbekræftende hverdag. Jeg har brugt mange penge for at nå til, hvor jeg er nu. Jeg var så heldig at få en erstatning fra en arbejdsplads, og jeg har brugt stort set alle de penge på, at få noget der ligner et liv.

Jeg har været førtidspensionist siden jeg fyldte 30, og også der tænker jeg, at jeg har været heldig. Krav er ikke noget, jeg er gode venner med, og førtidspensionen har selvfølgelig givet fred i livet, men der har også været kampe, der skulle kæmpes i systemet. Det er korrekt, du kommer nok til at læse min bog i bider, men det har de fleste gjort, som jeg kender, der har læst den. Jeg vil dog ønske dig god læselyst, og jeg håber, at bogen kan hjælpe dig med at komme videre med dine senfølger.

Kærlig hilsen Birne”

29 Januar 14:52

“Kære Birne.

Tusinde tak for dine ærlige svar, dem sætter jeg rigtig stor pris på. Og jeg er meget enig med dig i, at vreden godt må være der. Min mor lod mig være vred på hende i 9 år, og det hjalp mig til at finde tilbage til hende. Bevidst var hun ikke, om de ting der skete. Men ubevidst og set i bakspejlet, som hun selv har sagt. Jeg bakser selv med en del senfølger, mareridt også stadig. Men har som du, lært at leve med dem, fordi jeg skal. Og 23 år i terapi har hjulpet.

Ikke meget hos de psykologer jeg gik hos, mere igennem gruppeterapi og psykoterapeuterne. Kropsterapi har jeg endnu ikke prøvet, men som holistisk sexolog er kroppen noget, jeg også vil arbejde med. Kortlægge de berøringer som giver flashbacks. Mht. tillid giver jeg den til alle (for mange), det er et valg jeg har taget, men de har kun også en chance. Træder de ved siden af, så er kommer tilliden aldrig helt tilbage. Ked af at du har måtte tilbringe 3 år på gaden, til dit i forvejen urimeligt hårde liv.

Grunden til at jeg ikke havnede på gaden eller som prostitueret stofmisbruger, tilskriver jeg de første 3 år af mit liv. Min far siger, at min mor elskede mig overalt på jorden de første 3 år. Hun forlader min far til fordel for min stedfar, dagen efter min 3 års fødselsdag. Så en god start på livet fik jeg heldigvis.

Mange kærlige tanker til dig”

29 Januar 20:31

“Kære D.

Jeg har også været fuld af had til disse personer, og alt for ofte har jeg hørt på, at jeg ikke må hade dem. Hvis ikke man må lade side følelser være der, hvordan kan man så “slukke” for dem. Jeg fik af kropsterapeuten lov til, at hade alt hvad jeg liggende og lige så stærkt et had, som jeg besad. Langsomt forsvandt hadet, og i dag er det ikke længere en følelse, der fylder mig. Når jeg ikke ender som narkoman eller prostitueret, skyldes det udelukkende det, som jeg kalder Lyset.

Det har jeg fundet inspiration til, hvad jeg burde gøre og ikke gøre. Men det skriver jeg meget om i starten og slutningen af bogen. Jeg kan ikke sige, at jeg har haft en mor, der elsker mig, – hvis hun gjorde, var det i hvert fald en meget besynderlig måde at vise det på. Hun afleverede mig til mange overgreb. I ordet bogstavelige betydning. Og det var ALT for mange overgreb. Og i min familie var det ikke kun mig, det gik ud over, men også mine to søskende.

Jeg er så den, der er sluppet bedst fra det i voksenlivet. Min bror blev eneboer og røg 120 cigaretter om dagen. Min søster har forsøgt selvmord 3 gange, og har en kæmpe stor snært af at være paranoid skizofren. I vores familie har vi aldrig snakket om vores barndom med hinanden. Jeg håber, at du har mulighed for at snakke. Jeg har dedikeret bogen til den psykolog, som formåede at trænge igennem til mig, og fik hjulpet mig. Han døde under forløbet, det var hårdt.

Han brugte mange kreative måder, bl. a. var den ene måde at lave computergrafik. Nogen tegner, andre maler eller på anden måde. Dernæst fik han mig til at skrive på to måder. Den første var, at jeg skulle skrive mine mareridt ned. Det viste sig, at alle mine mareridt var direkte relateret til overgrebene, og det var ingen gang svært at gennemskue. Dernæst så cyklede jeg, på det tidspunkt af mit liv, rundt i skove og langs søer mit om natten i buldrende mørke. Næsten tvangsagtigt.

Jeg skulle i stedet for at cykle skrive mine tanker ned. Det viste sig også at være relateret til overgrebene. Jeg er i dag dybt taknemmelig over, at han læste alt hvad jeg skrev –  og jeg skrev mange sider. Så tog han i næste terapitime udgangspunkt i det skrevne. Det viste sig, at hvor jeg havde mundkurv på, når jeg talte, så var der ingen filtre, når jeg skrev. Så pludselig en dag, begyndte jeg uden opfordring at skrive om mine overgreb. Han nåede aldrig at læse det, da han døde pludselig. Derfor er det bogen blevet til.

Og jeg har aldrig rigtig fået taget hul på at snakke med en psykolog omkring det, idet jeg tænker, at nu er der ro på. Jeg behøves ikke traumatisere mig selv ved at starte forfra. Jeg er nået dertil, hvor jeg her til foråret eller sommeren vil prøve at undvære hjælp, da jeg mener, jeg er begyndt at have styr på det. Men en ting der kan genoplive alle overgrebene er sygehusophold, og dem har jeg desværre en del af. De gør mig vildt stressede. Jeg kan kun anbefale dig, at skrive dine mareridt ned, og prøve at henføre dem  til dine overgreb. Prøv også at være kreativ på en eller anden måde.

Kærlig hilsen Birne”

30 Januar 16:47

“Kære Birne.

Tak for alle dine svar og gode råd. Det betyder rigtig meget for mig, at du deler det med mig. Alle dine erfaringer vil jeg tage til mig, og lægge dem sammen med mine egne, når jeg skal hjælpe andre. Det gør mig ondt at høre, at din psykolog døde. Jeg ved, hvor svært det er at finde den rette terapeut. 

Jeg forstå dog også godt, at du ikke vil traumatisere dig selv yderligere. Det kræver ret meget, at skulle genfortælle sin historie, og dog er det endelig blevet nemmere for mig at gøre nu, efter så mange år i terapi. Jeg stod for første gang og fortalte en lille smule i plenum, på min uddannelse, den dag vi havde noget om seksualitet og traumer. Jeg har vænnet mig til, at fortælle historien til en, så det var et ret stort skridt for mig, at siger det højt overfor 22 mennesker. Jeg vil gerne holde foredrag og undervise/oplyse om senfølger, det føles for mig, som en helende proces, og giver på en måde mening med galskaben. Kærligst”

Samme dag

“Kære D.

Jeg lever med mine senfølger på den, måde, at jeg lever et lidt tilbagetrukket liv, og dog slet ikke. Min hverdag kører i rutiner, jeg er som sagt førtidspensionist. Men jeg har job i nogle timer om ugen – Det giver mig en hverdag. Men på jobbet er jeg beskyttet af en god mellemleder og en god teamleder. – Dog kender de ikke til min baggrund – det er ikke noget, jeg fortæller til højre og venstre – det kan jeg simpelthen ikke. Men da jeg er førtidspensionist, tager de hensyn til mig.

I perioder kan jeg ikke sove, så bruger jeg lidt sovemedicin – og efter to til tre dage så kan jeg stoppe igen. Jeg er meget rastløs. Og alligevel føler jeg mig bedst hjemme og er mest i ro, når jeg sidder i mit sofahjørne, se tv – helst noget intetsigende, som jeg ikke skal forholde mig til – og så har min bærbar i skødet. Det er hyggeligt. Jeg har problemer med at færdes lidt i det offentlige rum – jeg plejer at sige, at jeg har nogle fikse ideer. Hvis ikke angsten skal vinde, skal jeg side i et rum, så jeg kan se døren. Dette gælder både i bus, tog, restauranter og hvad du kan forestille dig. Jeg bryder mig ikke meget om storcentre, – her er for mange døre at holde øje med. Jeg deler ikke knus ud til højre og venstre, de er forbeholdt mine børn og børnebørn.

Mine børn og jeg har aldrig snakket sammen om min opvækst, de ønsker at bibeholde, det billede af den mor, de har haft et helt liv, og det respekterer jeg. Jeg synes, det kan være farligt at bruge offentlige toiletter. Jo jeg lever med mine senfølger, men jeg får hverdagen til at fungere, og arbejder på hverdag at overvinde angsten, så den ikke begrænser mig. Jo, jeg har faktisk som led i min terapi haft holdt to foredrag.

Det gav mig en frihed endelig at sige det højt. Så jeg forstår godt dit ønske om at holde foredrag om det og om senfølger, for de senfølger stopper ikke, men man lærer at leve med dem. Ens følelser er skadet for livstid, og vi kan kun lappe os selv sammen til et vis punkt. Vi vil altid, uanset hvor frie vi er fra fortiden have senfølger med os, og en terapeut der kender til senfølger vil altid spotte det.

Jeg er desværre en del syg og en af de ting, som også volder mig problemer, er alle mine lægebesøg. Det kan stresse mig helt vildt, og jeg kan næsten ikke klare deres jargon. Jeg kæmper meget i min hverdag på at være diplomat, og ikke lade gadebarnet være den styrende del af mig. I perioder kan det lykkedes godt, andre ikke.

MEN i forhold til hvordan andre, der er misbrugte kan have det, har jeg det godt, hvis man sætter det i forhold til min barndom og voksenliv, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at meget af al min sygdom er følgerne af en hård og umenneskelig barndom. Jeg vil fortælle dig, at den kropsterapeut, jeg brugte, ikke dissideret var en kropterapeut, men en tantra massør, som har specialiseret sig i seksuelle overgreb, men jeg fik aldrig en fuld tantramassage, og det var ikke målet. Det var alle hans kropslige øvelser, der gjorde, at jeg blev fri, og kunne omgås andre mennesker..

Måske du en dag skulle have et interview med mig, for at få svar på alle dine spørgsmål. Hvor i landet bor du? Det glæder mig at mine svar kan hjælpe dig – at det er noget, du kan bruge i dit arbejde med senfølger. Et vigtigt arbejde. Vi er mange, som kan bruge sådan en hjælp. Det glæder mig at mine svar kan hjælpe dig – at det er noget du kan bruge i dit arbejde med senfølger.

Kærlig hilsen Birne”

3 Februar 12:01

“Åh Birne, det rører mig simpelthen så dybt, alt det du skriver. Og det glæder mig, at du har fundet en vej i alt det her kaos, som for altid er inden i os. Synes virkelig, at du er sej, og du har så meget styr på dig selv. Helt utroligt godt gået! 

Jeg har selv døjet med alle mulige skavanker i underlivet. Og da jeg begyndte på sexologuddannelsen, brød det frem igen. Nok fordi jeg igen gik i dybden med mine egne ting. Men jeg er okay nu, heldigvis. Forstår godt at det kan være stressende og hårdt med alle de lægebesøg. Jeg vil meget gerne have navnet på ham tantramassøren, hvis jeg må? Jeg vil nemlig også tage tantrauddannelsen, netop for at blive bevidst om alle de ting vores krop lagrer. Jeg bor i København, og hvis du en dag får lyst og overskud, ville jeg meget gerne møde dig, til en snak om alle de her ting. Men det skal selvfølgelig være på dine præmisser og i al fortrolighed. 

Mange kærlige tanker!”

Mødet med Birne

Birne og jeg mødes en dag på Østerbro ved søerne. Det er for mig, et smukt møde. Vi taler og taler, og de 5 kvarter vi har, flyver afsted. Jeg har det som om, at jeg møder en sjæleven.

13 Februar 23:19

“Hej D. Det var sandelig en rigtig god oplevelse at møde dig i dag. Det var meget livgivende for mig. Jeg håber, du fik lige så meget ud af samtalen, som jeg gjorde.

Kærlig hilsen Birne”

14 Februar 13:45 

“Søde Birne, det kan du tro, jeg gjorde. Jeg glædede mig meget over, at se det lys du er i. Jeg følte mig meget på bølgelængde med dig, svært at sætte ord på, måske en fælles forståelse? Jeg synes, det er fantastisk, alt det som kommer til mig lige nu. Føler mig virkelig heldig og velsignet. Tusinde tak fordi du gav mig din tid.

Alt det bedste til dig!”

16 Februar 14:03

“Kære D. Hvis du har brug for det, mødes jeg gerne med dig igen. Jeg synes, vores samtale var så givtigt. Vi kunne sagtens have snakket et par timer mere 🙂 Ja, vi har fælles fodslag, idet vi ikke er blevet troet på. Du er et sødt og dejligt menneske, lad ingen sætte tvivl ved det. Jeg håber du vil opleve at blive født på ny, hos vores kropsbehandler.

Kærlig hilsen Birne”

17 Februar

“Kære Birne. Tusinde tak for dine søde ord. Jeg er heldigvis bevidst om, at jeg er, som du skriver. Det er jeg ikke i tvivl om mere, heldigvis for det. Jeg vil meget gerne ses en anden gang. Kan mærke, at der er sket små ændringer i mit liv, allerede efter den første gang jeg var hos vores kropsbehandler. Men jeg er selvfølgelig også bevidst om, at nu sker der noget, og dét er jeg mere end klar til. Det føles rigtig godt, og jeg er glad. 

Rigtig god søndag til dig”

Kropsbehandler 

Vores korrespondance er bestemt ikke slut, og min kontakt med Birne, giver mig meget trøst og mening. Bl.a. en følelse at hun er der for mig, og at jeg her én, som forstår mig 100% og vice versa.

Efter mine mange behandlinger hos vores kropsbehandler, Johannes-Brormand, føler jeg nu, at jeg er meget mere tilbage i min krop, og mit liv har aldrig været så meget i flow og balance – en sand trøst!

Derfor gik jeg i mesterlære, hos vores tantrabehandler, så jeg kan give det videre til andre, som har været udsat for seksuelle overgreb, eller par og singler, som har brug for at komme tilbage i sin egen krop, og mærke kærligheden til sig selv og en partner.

Læs næste afsnit i denne serie af Sara Gry Windelev: Med tantraen kommer forløsningen #5

Jeg fandt trøst

Kontakt Sara

Har du brug for at komme i kontakt med Sara Gry Windelev, så find hende enten på vores medlemsside: Missgreyclub.dk eller på Facebook.

Hos Missgreyclub.dk kan du chatte og skrive med Sara, og finde svar, trøst og hjælp, hvis du selv har været udsat for seksuelle overgreb.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here