Girl-pige-misgrey

udgivet:

Derfor opstår der komplikationer, når du dater

Kære læsere.

Efter to weekender uden sex er jeg ved at sprænges! Min seneste flirt blev kompliceret, fordi der opstod en masse misforståelser. Det ene øjeblik lå denne her fyr ved siden af mig og fortalte, at han var forelsket i mig, efter vi havde haft sex. Jeg fandt det ret skræmmende, da vi ikke havde kendt hinanden særlig længe. Jeg ville jo bare gerne kneppe! Sex er mit frirum, hvor jeg ikke ønsker at forholde mig til en hel masse – specielt ikke romantiske følelser! For mig hører sex og kærlighed ikke sammen. Målet med sex er forløsning og tilfredsstillelse. Alt jeg behøver at føle for at kneppe en mand er tiltrækning og liderlighed. Men jeg er vel ikke den eneste, der har det sådan?

LÆS OGSÅ: Dating og Tinder – Mødet med soldaten på den hvide hest!

Alligevel kom han ind under huden på mig, for hvorfor skulle han sige det, hvis det ikke passede, når vi havde haft sex? Jeg begår den klassiske fejl at falde i med begge ben. Jeg fik sommerfugle i maven, når han kontaktede mig og tænkte på ham hele tiden. Pludselig ændredes tonen mellem os, når jeg endelig hørte fra ham. Efter nogle dage spurgte jeg ham hvorfor. Han forklarede det med, at han ikke ville i et forhold og følte sig sat i “kæreste-bås”, men han ville stadigvæk gerne ses.

Jeg kan sagtens forstå ham. Jeg har heller ikke lyst til at være i et forhold. Det, jeg ikke forstår er, hvorfor han så startede med at sige og gøre ting, der signalererede noget andet. Det er ikke første gang, jeg oplever det her, og selvom jeg nødig vil overanalysere situationen, har jeg en teori om, hvor fejlen ligger.

Komplikationer, når du dater: Forventningsafstemning…

…er et procesværktøj, der benyttes i flere sammenhænge med det formål at blive klogere på ens egne og andres forventninger. Personligt finder jeg det brugbart, fordi der findes så mange forskellige relationer – man kan jo både være alt fra sexpartnere til kærester. Desuden vinder udtrykkene “fuck-buddies” og “venner med fordele” større indpas i vores kultur. Min erfaring er, at det bliver forvirrende for begge parter, hvis “forholdet” ikke er klart defineret, hvilket præcis er det, som er gået galt med min nuværende flirt. Han troede, han levede op til mine forventninger ved at sige, at han var forelsket i mig, hvorefter jeg troede, han forventede, at jeg udviklede følelser for ham. Derfor er det endt med komplikationer, som kunne have været undgået, hvis vi begge to havde gjort det klart, at vi “bare” gerne ville knalde.

Normalt er jeg god til at få afstemt forventninger tidligt, når jeg vælger at indgå i en ny relation, da jeg som person er meget reflekterende. Det gør, at jeg har tendens til at overanalysere alt, hvad en fyr siger eller gør, når jeg ikke kender hans forventninger til mig eller forholdet. Derfor er det, efter min mening, en befrielse, hvis kortene bliver lagt på bordet så tidligt som muligt. På den måde slipper jeg for at forvente mere af ham, end han kan leve op til og omvendt.

Der findes en række parterapeuter, som anbefaler, at man benytter sig af forventningsafstemning ved begyndelsen af et forhold. For mig at se, er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket slags forhold, det er. Dog er der nogen, der vil mene, at opstillingen af for mange rammer, bremser en naturlig udvikling af forholdet, fordi man ikke kan tage tingene, som de kommer.

Komplikationer, når du dater

Kom med din mening

Jeg finder det interessant, at mennesker har forskellige måder at gøre tingene på. Jeg vil derfor gerne debattere emnet med Jer – mine kære læsere. Hvad er Jeres mening om forventningsafstemning, og hvad gør I, når I finder en ny, potentiel partner? Snakker I om forventninger til hinanden i begyndelsen, eller tager I det hen af vejen?

Jeg håber, at I har lyst til at stille min nysgerrighed ved at svare på mine spørgsmål. Det kan I gøre ved at skrive en kommentar til indlægget.

Jeg glæder mig til at høre fra jer!

KH.
Miss Felicity

Se Også