enden

udgivet:

Derfor gør hjertesorger så ondt

Kære Læsere – her kommer: “Derfor gør hjertesorger så ondt”.

Vi har alle sammen prøvet at blive droppet og sidde tilbage med et knust hjerte. Men hvorfor er det lige, at hjertesorger gør så ondt? Jeg giver dig svaret i dette indlæg.

Derfor gør hjertesorger så ondt: “Kærlighed er som narko”

Forskning har nemlig vist, at der er en årsag til, at det gør fysisk ondt på dig at blive udsat for et break-up.

Ifølge videnskaben kan de følelser, der er til stede, når du er blevet forladt, sammenlignes med en narkoman, der ikke længere får sit narko. Det er altså ikke noget at sige til, at du har det forfærdeligt, efter du og kæresten er gået fra hinanden.

Grunden til det forholder sig sådan, er, at den del af hjernen, som kaldes amygdala, producerer negative følelser som frygt og vrede i forbindelse med bruddet. Når du er sammen med en person, du elsker, er denne del af hjernen ikke særlig aktiv. Netop da samvær med din kæreste viser sig at have den modsatte effekt. Det gør, at du udløser lykkehormonet oxytocin og neurotransmitteren dopamin, som giver anledning til positive følelser.

Som menneske bliver vi afhængige af de positive følelser, som vi får ved udskillelsen af oxytocin og dopamin. Hvilket medfører, at det føles som at være på rehab, når kilden til disse følelser forsvinder. Og det er altså derfor, at hjertesorger gør så ondt, som de gør.

Sådan hænger det i hvert fald sammen ifølge neurolog Dean Burnett, der har skrevet en hel bog om hjertesorger.

Hjertesorger gør fysisk ondt på os

Ifølge et amerikansk studie fra 2011, har den psykiske smerte, der er forbundet med hjertesorger, en del mere til fælles med den fysiske smerte end man tidligere har troet.

Denne konklusion kom et hold forskere frem til efter at have undersøgt sammenhængen mellem et knust hjerte og fysisk smerte i et studie med 40 deltagere. Alle var blevet droppet indenfor det sidste halve år.

Disse udvalgte personer skulle først og fremmest se på et billede af deres tidligere partnere.

I den forbindelse blev de bedt om at tænke på bruddet, mens et hold forskere aflæste deres hjernefunktion ved hjælp af en teknik kaldet fMRI. Derudover var de koblet til et apparat, der udviklede varme.

I første omgang udsendte apparatet en behagelig form for varme hos deltagerne, mens de betragtede billederne og tænkte bruddet igennem. Senere skulle deltagerne se på det samme billede, og tænke de samme tanker. Men denne gang var apparatet så varmt, at det faktisk gjorde fysisk ondt på hver enkelt deltager.

Resultaterne viste, at deltagerne havde en øget aktivitet i den del af hjernen, som er ansvarlig for udviklingen af fysisk smerte, mens de kiggede på billederne. Tankerne om deres ekskærester udviklede altså den samme respons, som varmeapparatet gjorde, da det udviklede så høj varme, at deltagerne blev udsat for smerte.

Hjertesorger: Sådan kurerer du dit knuste hjerte

Desværre er der ikke så meget at gøre ved dine hjertesorger, hvis du spørger videnskaben til råds.

Nogle mener, at smerten kan dulmes med chokolade og reboundsex. Disse to ting udløser nemlig de samme stoffer, som samværet med din elskede gjorde. Så den gamle talemåde med, at tiden heler alle sår, skulle angiveligt stadig gøre sig gældende i tilfælde af hjertesorger.

Ellers håber jeg, at dette indlæg har givet dig en større forståelse for hjertesorger. Og at det altså er helt naturligt at have de forfærdelige følelser, du sidder med, når du er blevet forladt af en person, du elsker.

Tak fordi du læste med.

KH.
Miss Felicity.

Se Også