Blogger Davie Jones

udgivet:

En blogger der ikke hedder Miss – hva’ er nu det for noget!?

Blogger Davie Jones? Min mission

Kære alle jer skønne mennesker i Missgrey-universet.

Tak fordi jeg må være med.

Min mission som jeres nye blogger Davie Jones er at bidrage og kaste lys over de mange spørgsmål, som den nysgerrige, undrende eller søgende ofte vil have, indenfor det jeg ved noget om. I slipper nok heller ikke en gang imellem for at blive overøst med de mange lommefilosofiske tanker jeg har helt overordnet, om det at være menneske i vores tid og kultur. 😊

Forfatteren Davie Jones

I mit forfatterskab som Davie Jones beskæftiger jeg mig primært med kærlighed og bdsm i en skøn samlet forening. Jeg oplever, at mange ’udenforstående’ har svært ved at se og forstå denne samhørighed og tror, at de to ting er stærkt divergerende. Det er de på ingen måde, tvært imod!

Alle personer og situationer i mine historier findes og er forekommet i en eller anden grad i virkeligheden. Og derfor tør jeg også at stille mig til rådighed her for jer, med sparring og belysning af mulige problematikker og eventuelle indre konflikter, I måtte stå med. Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at det I måtte tumle med, enten er noget jeg selv kender eller har mødt hos andre før.

Samtidig kan og skal vi naturligvis også belyse de helt lavpraktiske vinkler på psykiske og fysiske påvirkninger, stimulanser og virkemidler. Vi skal kort sagt lære af- og inspirere hinanden!

Spørgsmål og oplevelser

Jeg vil således gerne beskæftige mig med jeres spørgsmål og oplevelser og være en form for ordstyrer og projektleder på, at vi kan lære af hinanden i bdsm’ens verden, som ganske vidst er vidunderlig, men også skal tilgås varsomt og ansvarsbevidst.

Spørg mig om alt i fortrolighed og jeg vil tage jeres problematikker og spørgsmål op her i bloggen til gavn for alle interesserede. Lad os skabe gode debatter og drage geniale konklusioner sammen. Alle henvendelser behandles naturligvis med diskretion og respekt!

Skriv direkte til mig på: daviejones.dk@gmail.com
Besøg min hjemmeside her: www.daviejones.dk
Følg mig på facebook her: Davie-Jones-112835893490743/

Nogle hurtige skud fra hoften:

BDSM er den mest naturlige ting i verden!

Jeg har sagt det før og gør det gerne igen: Hurra for mangfoldighed og at vi alle er forskellige!
Vi er hver især unikke og den seksualitet vi skaber imellem hinanden, er aldrig ens. Den kommer altid an på – og formes af de individer, der interagerer sammen. Der er derfor aldrig noget facit, der kan skæres over én kam. Det er én af kernerne i vores drift.

I min verden har vi alle enten et dominant eller underdanigt seksuelt element i os. Spørgsmålet er kun hvor stærkt og hvordan vores naturlige tilgang hver især er til det.
Hvem elsker for eksempel ikke en gang imellem kun at lade den dyriske drift herske? At tage eller blive taget uden ord og forudgående samtykke og aftalt spil? Det er kun et spørgsmål om hvor og hvornår bdsm’en starter og slutter, der er forskellig og kan gradbøjes os mennesker imellem. Derfor påstår jeg, at alle med en seksuel drift også kender tiltrækningen og essensen i bdsm!

Du behøver ikke være udfarende for at være ’ægte’

Mange forbinder bdsm med et miljø og dertilhørende swingerklubber og tror, at det hører sig med for at være ’ægte’. Jeg har aldrig selv været en del af et s/m miljø eller har dyrket klublivet, ganske simpelt fordi jeg ikke har haft behovet. For mig har bdsm været en naturlig del af mig og mit sexliv, som jeg har haft intimt med mine partnere, som i et hvert andet ganske ’almindeligt’ sexliv.

Jeg fordømmer ingen og er af den holdning, at lider ingen overlast, inddrages ingen ufrivilligt og overholdes lands love, ja så skal man gøre det man har lyst til. Det er ikke alt der dyrkes som jeg forstår. Men det giver mig ikke trang eller ret til at dømme andre. Hvis det er vidunderligt og rigtigt for dem, skal de også gøre det.

Det jeg kort og godt vil sige er: Det handler om dig, dine behov og det der tænder dig på dine præmisser!

Hvorfor bruger jeg pseudonym – skammer jeg mig over det jeg laver?

Nej på ingen måde! Vi lever dog desværre stadig i et samfund og en kultur, hvor folk hurtigt dømmer og tager afstand fra det, de ikke forstår eller selv tør erkende og kaste sig ud i.
Jeg har valgt mit pseudonym primært for mit barns skyld, men også for at min karriere i det daglige virke ikke skal forbindes med Davie Jones’ verden. Det er egentlig sørgeligt, at jeg af alle må tage disse forholdsregler, men det bliver forhåbentligt anderledes en skønne dag.

Hvorfor mit engagement i Missgrey.dk?

Som et oplagt følge af, at jeg ved et lykkeligt tilfælde rendte sammen med Missgrey konceptet og ikke mindst redaktionen, var det en nem beslutning at melde mig under fanen som blogger, da jeg blev spurgt.

Som jeg også nævnte i mit interview her på siden for nogen tid siden, så mener jeg, at der mangler et forum der kan tøjle ’crap-elementet’, som ingen andre tilsvarende fora har kunnet indtil nu. Et sted hvor man kan regne med oprigtighed blandt de mennesker man løber ind i et frit og trygt miljø. Og hvor intet er forbundet med tabu eller skam. Jeg er overbevist om, at vi nu langt om længe har fået dette sted med Missgrey.dk og derfor var jeg nødt til at sige ja og tak til at måtte være med!

Læs flere indlæg fra vores nye og skønne blogger Davie Jones her.

Se Også