Kære læsere
Dagens indlæg kommer op i skyggen af nok en af de største sorgperioder i mit liv. I en meget ung alder, har jeg oplevet hvad alvorlige sygdomme kan gøre ved en familie, og jeg har set en sygdom æde et familiemedlem op. Men for at gøre en lang historie meget kort, så er jeg afklaret med min sorg, og den skal bare have den tid det tager.
Men under ens sorg, kan alt andet virke ligegyldigt. Jeg har svært ved at forstå at livet bare fortsætter. Der er stadig regninger, der skal betales, jeg skal stadig have mad i maven og i bad engang imellem.
..og jeg har stadig et parforhold, der skal plejes.
Min totale og dybe frustration æder os op
..det er i hvert fald sådan det føles. Selv den mindste ting kan gøre ondt eller virke irriterende. Når der bliver tabt en gaffel på gulvet, og vreden over tabet af denne gaffel hober sig op inden i og æder dig op. Din søde kæreste prøver at spørge ind til, om det nu virkeligt handler om denne gaffel, eller om det er noget helt andet? Men nej, for det handler jo om gaffelen. Det handler ikke om andet end den, og hvor inderligt irriterende det er at den lige skulle tabes. For du kan ikke rumme andet end gaffelen. Du kan ikke rumme det kæmpe net af følelser, du ikke forstår, som ligger bag den.
Om det så er din menstruation, der snart melder ankomst, eller om det er en krise du står med begge fødder i.
Men ja, for at forklare hvad jeg mener med denne gaffel og mit parforhold, så har jeg to pointer. Den ene går ud på, at det kan være sindssygt svært for din kæreste at forstå, hvorfor du reagerer som du gør. Han ved ikke, hvad du føler, og han har måske svært ved at se, hvorfor så lille en ting er den som flyder bægeret over.
Min anden pointe er, at når man står i sådan en krise, kan man have en tendens til at lade alting gå ud over sine nærmeste. I dette tilfælde blev det Mr. Teddy.
“Hvordan hjælper jeg dig bedst?”
Helt skåret ind til benet, så har Mr. Teddy rigtig svært ved at vide, hvordan han skal hjælpe mig. Skal han holde om mig, skal han sige, at det hele nok skal gå? Skal han tage opvasken?
For mig handler det om overskud. For jeg har minimum overskud de her dage. Jeg har svært ved at overskue nogle gange at rejse mig op fra sofaen. Eller at få købt ind og lavet mad.
Egentligt skal han måske bare være der. For det er også svært at være alene. Jeg tror den bedste måde at overleve en krise sammen er at snakke om det. Spørge, hvad har du brug for, og hvordan hjælper jeg dig bedst?
Og huske på, at det ikke er din kærestes skyld. Han er bare lige i nærheden til at få væltet frustrationerne og sin indre sorg ud over. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at min krise også er hård ved ham.
Men hvor er jeg glad for han er der. /Miss Vanilla
