Kæreste læsere!
Som alle andre vildt forelskede og ”modne” par, har Mr. Grey og jeg, haft den voksne snak om fremtiden og det at blive gravid! Så da jeg for nogle uger siden, lige inden jul, landede i Sydens sol, hvor Mr. Grey på det tidspunkt befandt sig, blev vi enige om en sikker fremtid og at ønsket om børn, i hans 25. leveår, var hvad der i fremtiden skulle ske.
2 aftener i træk, mens jeg var i den mest frugtbare periode, glemte jeg ved et uheld min p-piller… Jeg advarede ham om dette, men vi endte alligevel med at have hed sex, og jokede lidt med ideen om, at hvis det skete, så skete det, og så måtte vi jo tage den derfra. Ugerne gik, og jeg landede igen i Dk, og havde lagt alle tanker om usikker sex bag mig. Min menstruationsperiode var ganske normal, og alt virkede til, at være som det skulle! Mine bryster var dog ømme, min vægt steg markant og min lænd virkede øm, dette måtte dog helt klart være fordi, at jeg jo lige havde redet på den røde bølge.
Hvad? Jeg er da ikke gravid.
Da vi når ind i uge 5, onsdag d. 27. januar, mærker jeg en stikkende smerte i både hovedet og maven, jeg ligger mig til at sove, i håbet om, at smerten forsvinder med drømmene. Der går 2 timer, og da jeg så vågner igen, er mine trusser fyldte med blod, og jeg bløder kraftigere end nogensinde. Jeg undrer mig lidt over det, da der kun er gået 2 uger siden sidste periode, og torsdag aften stopper blødningen fuldstændig, og jeg beslutter mig fredag morgen, for at kontakte min læge, og få undersøgt sagen. Lægen beder mig tisse i en kop, og flovt som det er, må jeg gå gennem hele læge-gangen med mit urin i en hvid plastik kop. Da jeg sætter koppen inde hos lægen, spørger hun mig, om jeg kunne have mistanke om graviditet, og jeg kigger dumt og overrasket på hende – selvfølgelig er jeg da ikke gravid? Det kan jeg umuligt være.. Da lægen får tjekket mit urin, kommer hun ind, og spørger, om hun eventuelt må lave et par undersøgelser i mine nedre dele, og selvfølgelig må hun det, bare hun finder ud af hvad jeg ”fejler”.. Der går et par minutter, og hun beslutter sig for, uden tøven, at sende mig på sygehuset! Jeg er forvirret og hun begynder så at forklare mig, at jeg kan have været gravid, men at jeg straks må op på sygehuset, og få foretaget et par scanninger.
Det er løgn!
Turen til sygehuset virkede som den længste tur nogensinde! Jeg tog en taxa derop, og måtte gå gennem den mest uforglemmelige oplevelse alene.. Mr. Grey var igen udenlands, og her stod jer, og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde! Det hele virkede så uvirkeligt, og jeg var sikker på, at jeg om lidt ville vågne op fra det her dårlige mareridt.
Tiden gik hurtigt, og alt var ret hurtigt overstået.. Det kom til at virke meget ligegyldigt og ubetydningsfuldt, og alligevel havde jeg jo faktisk lige mistet et ’ønske’ – et liv? Det var ikke planlagt, men ’det’ var der alligevel?
Planen om en familie, der egentlig ikke på tidspunktet var planlagt, faldt langsomt til jorden, og Mr. Grey vidste absolut ingenting! Der var absolut intet jeg kunne gøre, og jeg skulle på ingen måde, forklare Mr. Grey, at jeg muligvis, havde ødelagt hans drøm om et barn.
Selvfølgelig var alt håbet ikke ude, for man kan jo altid prøve igen – men det var bestemt en underlig følelse, at man som 23 årig, uden at kunne indgå i beslutningen, havde mistet et lille liv.
Hvordan fortæller jeg lige Mr. Grey det?
Kalenderen viste søndag, og under det, var der med stor, fed skrift skrevet: “Mr. Grey kommer hjem!!! <3”
Skulle jeg fortælle ham “the bad” news eller behøvede han at vide noget – for selv, havde jeg jo været ganske uviden.
Da han trådte ind af døren, faldt mit tunge hjerte ned i maven. Hele rummet blev mindre, og jeg følte at tårene pressede på. Mr. Grey kravlede ind i sengen til mig, og straks måtte jeg smide ansigtet ned i dynen!
Ordene røg ud af munden på, og straks går tiden i stå.. Han er mundlam!
Mr. Grey’s blik hviler på mig, og lige så stille får han fremstemmet: “Baby, det er ikke din skyld, og du skal ikke være ked af det. Det har ikke været skæbnen lige nu, men en dag skal vi nok få fantastisk smukke og planlagte børn.”
Mit hjerte banker igen, og roen falder straks over mig – jeg ligger hovedet på hans bryst, og søvnen tager over.
En slags sikkerhed..
Da jeg vågner op næste morgen, er roen faldet over os begge. Vi har accepteret skæbnen.
Med et enkelt blidt kys på vågner jeg – Mr. Grey holder hånden på min kind, og fanget i øjeblikket, mærker jeg trygheden brede sig..
Jeg føler sikkerheden og løftet om, at Mr. Grey vil være der i medgang og modgang. Hvilket for fremtiden selvfølgelig vil komme til at betyde utroligt meget, da jeg nu er sikker på, at Mr. Grey vil være der fremover, og selvfølgelig støtte mig i både medgang og modgang!
Xoxo,
Miss Quinn
