krise

udgivet:

Hvorfor elsker vi at kysse?

Jeg husker tydeligt mit første kys. Det gør vi vel alle sammen. For mig var det faktisk en frygtelig oplevelse. Jeg var 15 år gammel og havde været sammen med min såkaldte folkeskolekæreste et par måneder. Og når jeg siger folkeskolekæreste, mener jeg ham, som jeg holdt i hånd med, mens vi hang ud med vores fælles venner. Ja, man skal vel starte et sted. En dag kørte han mig hjem fra skole, hvor jeg sad bag på hans scooter. Da jeg stiger af, tager han fat i mig og trækker mig ind mod ham. Det havde slet ikke faldet mig ind, at han kunne finde på at kysse mig, men det gjorde han. Hvis man altså kan kalde det et kys at slikke mig i ansigtet og derefter stikke tungen ind i min mund for at køre den rundt et par gange. Med spyt i ansigtet og eftersmagen af hans frokost i munden, flygtede jeg chokeret ind i huset med overbevisningen om, at jeg ALDRIG ville kysse med nogen igen.

Heldigvis gav jeg det romantiske kys en ny chance og med lidt øvelse, blev jeg virkelig vild med at kysse. Alligevel undrer jeg mig over, hvorfor elsker vi at kysse? For det at kysse er faktisk noget underligt noget. Vi blander vores spyt og overfører op til 80 millioner bakterier til hinanden i kærlighedens navn. Hvis vi ikke betragtede kysset som romantisk, ville jeg jo synes, at det lyder  en smule ulækkert. Derfor har jeg valgt at fortsætte temaet “Den videnskabelige kærlighed” ved at besvare spørgsmålet: Hvorfor elsker vi at kysse?

Historien bag kysset

Det er svært at sige, hvor kysset har sin oprindelse, men der er flere teorier. Forskere arbejder ud fra den idé, at man kan spore kysset tilbage til dyrene og deres fodringsritualer mellem mor og unge. Her gennemtygger og nedbryder moderen maden, inden hun kommer det i munden på ungen. Man mener altså, at det romantiske kys mellem mennesker er vokset ud fra denne gestus, der anses som et symbol på hengivenhed og kærlighed.

Tungekysset – også kendt som ‘french kissing’ betragtes som et relativt nyt fænomen, der kom til Vesten fra hinduerne i Indien, hvorefter det er blevet nedarvet gennem generationer. De ældste historiske beskrivelser af kysset kan spores 3500 år tilbage i tiden, hvor kysset blev defineret som en inhalering af hinandens sjæle. Det er nemlig ikke alle steder i verdenen, at man bruger mund-til-mund metoden som et symbol på kærlighed, men alligevel ses den kysselignende adfærd på forskellig vis over hele verdenen. Kysset betragtes altså som en grundlæggende handling blandt mennesker, som gør det relevant at se nærmere på, hvad der gør, at vi elsker at kysse.

Kysset er en kemisk kommunikationsform

Selvom kysset har mange år på bagen, er det et ret uudforsket fænomen. Alligevel er det muligt at finde et videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvorfor elsker vi at kysse?

Svaret kommer fra kysseforskeren Rafael Wlodarski, der arbejder på Oxford Universitet. Han har udarbejdet flere videnskabelige forsøg, hvor han har testet kyssets betydning. Det viser sig blandt andet, at kysset har indflydelse på vores valg af partner samt vedligeholdelsen af vores parforhold. Kysset er nemlig en undskyldning for at komme tæt på hinanden for at snuse til det andet menneske. Her foretager vi en slags screening af den udvalgtes duftstoffer (feromoner) med det formål at finde ud af, om vedkommende er sund og rask. Samtidig er det en test, hvor vi finder ud af om denne person matcher os genetisk. Denne proces foregår ubevidst, hvilket gør, at den ikke kan kontrolleres af vores bevidsthed. Det kan ikke siges med sikkerhed, men hvem ved? – Måske er det den proces, der spiller ind, når vi har en fornemmelse af, at vi har fundet Mr. Right.

De menneskelige duftstoffer er et meget omdiskuteret emne blandt alverdens forskere, men kysseforskeren Wlodarski er altså en af dem, der mener, at vi benytter vores feromoner til at kommunikere med hinanden på et ubevidst plan. Det giver vel egentlig også meget god mening, gør det ikke?

Men det svarer ikke helt på, hvorfor vi udsætter os selv for den risiko, som kysset indebærer i forhold til at komme så tæt på et andet menneske. Det kan nemlig resultere i, at vi bliver smittet med en lang række sygdomme, fordi der overføres en masse bakterier. Rent evolutionært er det ret interessant, for der må være en virkelig god grund til at kysse, når vi faktisk sætter vores helbred på spil. Her pointerer Wlodarski, at kysset er en evolutionær fordel for os og vores afkom, da vi er i stand til at identificere, de mennesker, der matcher os bedst rent genetisk, hvilket i sidste ende sikrer artens overlevelse. Ja, ja, der er jo mening med galskaben.

hvorfor elsker vi at kysse?

De vigtigste grunde til at kysse

På baggrund af disse oplysninger siger det vel sig selv, at det første kys er vigtigt. At du nyder jeres første kys er nemlig en indikation på, at I er et genetisk match. Her handler det dog ikke om kysse-teknikker, men om den ubevidste kommunikation til hjernen. Alligevel ved I jo ligeså godt som jeg, at der findes gode og dårlige kyssere, så det hele kan vel ikke handle om kemi og duftstoffer?

Det er det heller ikke nødvendigvis. Ifølge den anerkendte antropolog Helen Fisher opfylder kysset en række basale behov for mennesket i forhold til sexlyst, tilknytning og behovet for romantisk kærlighed. Her er det altså en række psykologiske faktorer, der vægtes som grundlaget for kysseriet. Hvis man ser på Wlodarskis studier, er der noget om snakken. Her spurgte han 724 forsøgspersoner om, hvornår det romantiske kys er vigtigst, hvor analysen af dette datasæt indikerede, at kysset er menneskets måde at vurdere hinanden på i søgningen efter en partner. Når man er i et forhold tyder det dog på, at kysset er en metode til at holde kærligheden ved lige. Den seksuelle ophidselse betragtes altså som en sekundær årsag for begge køn til at kysse.

Kys løs og find kærligheden

Kort sagt er der et simpelt svar på spørgsmålet, hvorfor elsker vi at kysse? Det er altså et screeningsværktøj til at finde en partner, der matcher os genetisk og dermed sikrer os et levedygtigt afkom. Samtidig er kysset med til at holde liv i kærligheden i et monogamt parforhold. Det er altså ikke noget at sige til, at man skal kysse mange frøer, før man finder sin prins. For hvis det første kys er dårligt, er der altså ikke mere at komme efter, hvis du spørger videnskaben.

Har du nogle spørgsmål, må du hjertens gerne kontakte mig på mailadressen: mf@missgrey.dk

– Miss Felicity

 

 

Se Også