I folkemunde er hun kendt som Øko-Birgitte. En energisk folkeskolelærerinde, med fokus på miljø og kvindekamp. Hun har sine meget fasttømrede principper og holdninger, og står ikke tilbage for at svare for dem til enhver tid. Hendes energiske vedholdenhed i at mene, at hun har et svar og en holdning til alt, efterlader hende samtidig også dybt frustreret, hvilket hun ikke er ret god til at indse. Mænd har aldrig sagt hende det store og hun har endog på et tidspunkt overvejet, om det var fordi hun var til kvinder i virkeligheden. Det fandt hun dog hurtigt ud af ikke var tilfældet. Pludselig møder hun en mand en dag til en fest, der uimponeret udfordrer hende på sine dogmer, hvilket ingen andre ellers tør gøre normalt. Han gør det på den mest irriterende, overbevisende og ikke mindst charmerende måde, der både får hende til at føle en tiltrækning som aldrig før, samtidig med, at hun bliver stødt og vanvittig provokeret af ham. Deres kontakt og diskussioner fortsætter lystigt efter festen på mails og telefon. Han bliver mere og mere direkte i sin kommunikation og lægger ikke skjul på, hvad han mener er det rigtige for hende. Alt i Birgitte larmer for, at hun burde løbe skrigende bort, men i stedet vælger hun at tage hans udfordring op og møder ham i hans skovhytte, ganske simpelt fordi hun ikke kan lade være.

Glade Hr. Hansen

”Flot, Birgitte! Nu ligner du for alvor en luder!”, sagde hun misfornøjet, da hun kastede et sidste blik på sig selv i spejlet.
Hendes figur stod nu skarpt, måtte hun erkende. Mænd, som de var flest, skulle nok hurtigt få hende klædt af med øjnene, når de så det her. Det var godt, hun kun lige skulle hen til bilen og ellers ikke færdes i offentligheden.

Hun havde for så vidt ikke noget imod at se feminin ud, men hun stejlede, så snart der kom snerten af en sexistisk undertone i kvindeopfattelsen. Især når det gjaldt visuelle kvindeidealer og dermed ikke mindst påklædning. Hendes helte var de kvinder, der havde brændt deres bh’er af i rødstrømpeoprøret i sin tid. Dog trimmede hun og barberede sig under armene. Alt med måde. Ikke at forstå som at hun var mandehader, for de fleste mænd hun kendte, var jo også søde og rare.

Når hun som folkeskolelærer havde seksualundervisning, gjorde hun meget ud af at advare specielt de unge piger om at seksualisere sig selv som en del af deres identitet eller for at opnå noget. Det bidrog kun til en fordummende og nedgørende opfattelse af kvinder og deres fortsatte undertrykkelse. Hendes skrækeksempler var barmfagre unge piger, der gjorde en karriere gennem reality-tv.

Hun havde kun lige rykket op i håndtaget i hoveddøren for at låse, da hun hørte et forsigtigt ”God aften” fra den anden side af det lave hegn ind til naboen. Hun boede i et almennyttigt rækkehusbyggeri, som husede børnefamilier, studerende, ældre og singler som hende selv.

Skæbnen ville, at det ældre Hansen-ægtepar var på vej ind ad deres dør, netop som hun var på vej ud ad sin.

Hun kunne næsten høre deres kæber ramme fliserne, inden hun flovt så over på dem og forfjamsket gengældte deres hilsen.
De stirrede måbende på hende, som hun stod der i sorte støvler med snører til midt på låret og i den stramme meget korte kjole, hvis udskæring gik til lige over navlen. Det var lige knap, at brystvorterne var dækket. Med de her støvler var hun noget højere end de 172 centimeter, der stod i hendes pas.

Det var ikke øko-Birgitte fra beboermøderne med sine markante holdninger til næsten alt, som de mødte her. De var vant til at se hende i jeans, store løse trøjer og flagrende hår, og bar hun lidt mascara, var det ekstraordinært.

Den ildrøde læbestift og det opsatte hår var ikke set før i området, når man mødte hende. Hun bildte sig ind, at hr. Hansen stod med et betaget glimt i øjet, som han studerede hende. Det bekræftede jo kun hendes fordom om, hvordan mænds tankegang var skruet sammen helt generelt. Gamle hr. Hansen var nu ellers altid så høflig, hjælpsom og venlig. Hans blik kom alligevel bag på hende.

I frygt for at skulle hilse på flere naboer hastede hun ned mod parkeringspladsen. Det var en hed dansk sommeraften, temperaturen var kun lige kravlet under de 30 grader i den nu tre dage lange hedebølge. I alle lejlighederne stod vinduer og døre åbne. Folk grillede, og børnene legede rundt omkring i de små haver. Hun følte, at alles øjne fulgte hende på vej ned til bilen.
På en måde var provokationen i det markante skifte også fascinerende. Hun tog sig i at smågrine lidt over Hansen-ægteparrets måben. Gamle hr. Hansen… måske var der alligevel stadig krudt i raketten.

Hvor fanden er Skovfaldet?

Hun rodede med sin telefon for at sætte gps’en til.
Djursland… Skovfaldet… det måtte være dér. ”Advarsel: Ikke asfalteret vej på ruten”, blev hun meddelt som det første.
34 minutter til destinationen. Det var pludseligt meget kort tid.
Hun overvejede et splitsekund at opgive og gå ind igen. Hvad var det lige, hun havde gang i? Hun anede jo hverken, om det var farligt, om han holdt det, han lovede, eller om han i virkeligheden var en psykopat.

Hun fattede sig. Det her var bygget op så længe i hendes hoved nu, at hvis hun ikke gjorde det, kunne det hele næsten være lige meget. På en underlig måde stod det hende klart, at hvis hun ikke fulgte denne plan, ville hun ende i dyb frustration. Hendes største angst var måske i virkeligheden, om hun endte et sted, hvor hun skulle til at revurdere hele sin identitet og se anderledes på nogle af de ting, som hun altid havde stået så urokkelig fast på. Måske var det i virkeligheden det, der også drev hende afsted nu. Netop fordi hun inderst inde godt vidste, at det var et fundamentalt behov for hende at flytte sig og komme videre?

Hendes tanker faldt tilbage på de mange pseudoforhold, hun havde startet gennem tiden, for så igen at skulle kæmpe sig ud af dem. Mange stakler havde tabt deres hjerte til hende. Hun var også både sød og rar, og hun var bestemt ikke grim. De havde bare ikke sagt hende noget, hvor meget hun end gerne ville have dem til det. En overgang havde hun sågar troet, at hun var til kvinder, og havde forsøgt at efterprøve den tanke, men det havde sagt hende endnu mindre og havde i stedet skabt nogle meget akavede situationer.

Hendes Yaris hybrid spandt lystigt ud ad landevejen på el. Det føltes altid ekstra godt, når hun kunne køre på ren strøm.

Det var dybt belastende, som omgivelserne igennem hendes tredivere havde presset mere og mere på, for at hun skulle møde en sød mand og få nogle børn og en familie. Nu var hun 39 år, og det var som om, at det hele var vendt, og hun var blevet opgivet. Hendes mor spurgte ikke længere til en mormor titel. Veninderne havde fået børn. Nogle var skilte, og andre levede i irriterende perfekte forhold. ’Jeg er bare ikke skabt til parforhold’, havde hun ofte slået sig selv og omgivelserne til tåls med.

Landevejen var blevet til en meget smal vej, og hun nærmede sig et skovområde. Få minutter til destinationen.

Hun havde kun set ham én gang tidligere til hendes venindes mands fødselsdag godt et halvt år tilbage. De var faldet i snak, og han havde gennem aftenen på en meget venlig og charmerende måde provokeret hende i mange af hendes markante holdninger. De havde udvekslet numre og havde siden hen skrevet sammen. Og pludselig havde debatten havde taget denne drejning.

Den smalle vej var blevet til to hjulspor i skoven. Hun passerede en skurvogn. Den var velsagtens stillet op til nogle skovarbejdere, for det virkede ikke som et område med meget aktivitet. Pludselig ville gps’en have hende til at vende om, men det var ikke muligt.
Hun svingede ind ad en sidevej, som mere lignede en gangsti.
Med fare for at køre fast i skovbunden fik hun bilen vendt i en mange punkts vending. Kom så igen ind i hjulsporet og kørte meget langsomt tilbage. Vejskilte var her ingen af. Gps’en var helt forvirret nu og kunne ikke finde ud af, hvor de var, indtil hun ramte den smalle asfalterede vej, hun var kommet fra. Og så ville den tilbage ad hjulsporet igen. Godt irriteret udbrød hun: ”Hvor fanden er Skovfaldet?”, imens hun fik vendt bilen endnu en gang og kørte langsomt tilbage. Det skulle ligge på højre side. Hun stirrede ind i rækken med træer langs sporet.

Pludselig fik hun under de lavt hængende grene øje på noget, som kunne minde om en sti eller vej, men som var næsten usynlig. Det, der fangede hendes opmærksomhed var, at det i bladene så ud som om, der havde kørt en bil fornyelig. Hun tog chancen og kørte ligeså stille ind under træerne. Hun trillede flere hundrede meter.
Det gik op for hende, hvor længe det var siden, at hun havde passeret et menneske eller bare havde set en bil. På hendes telefon var mobilsignalet væk. Hun gik næsten i panik, da det også gik op for hende, at ingen vidste, hvor hun var, og at det her ikke var et sted, nogen kom forbi eller sted, som nogen måske overhovedet anede fandtes.

Skoven åbnede sig pludselig. I en stor lysning lå en sort træhytte. Bagved den kunne man i træernes åbning se havet. Foran huset stod hans bil. Hun genkendte den fra festen tidligere på året.
Det hele så smukt og idyllisk ud i sommerens lave sol og varme.
På hyttens væg var det et fint udskåret træskilt, hvorpå der stod Skovfaldet.

Skovprinsessen

Hun måtte gå på den forreste del af foden, fordi støvlernes hæle sank ned i den bløde skovbund. Hun tog fat i håndtaget til hoveddøren, og den gik op. Med ben som gelé og bankende hjerte gik hun indenfor.

Hytten var hverken mondæn eller stor. Der var en åben stue udi ét med køkkenet. Til den ene side var der to lukkede døre. Hun tænkte logisk, at den ene nok var en form for badeværelse og den anden måske et sovekammer. Der var loft til kip med fritlagte bjælker. Ved køkkenet stod et lille spisebord med fire stole, og overfor det var der et hjørnesofa arrangement. En brændeovn gjorde hytteidyllen komplet. Gardinerne ved det store vinduesparti ud mod terrassen blafrede i gennemtrækken fra hendes entre.

På terrassens træ-dæk stod der to højryggede flettede stole vendt mod udsigten over havet. Han rejste fra den ene og gik hende smilende i møde: ”Velkommen Birgitte!”.

Han var iført en løs t-shirt og knælange shorts i army-look og havde bare tæer i et par klassiske badesandaler. Han var midt i fyrrene og var alt andet end overvægtig men heller ikke trimmet eller pumpet. Hans ansigt udstrålede livserfaring med små smilerynker ved øjnene, og med det korte hår og let gråsprængte tindinger osede han af ro og kompetence.

På trods af nerver og en stigende angst for aftenens fortsættelse følte hun sig stadig kraftigt tiltrukket af ham. Det irriterede hende grænseløst, for hun vidste jo, hvor meget han provokerede hendes holdninger og også nogle gange trængte hende op i en krog på dem. Det måtte hun erkende.

”Du bestod din første prøve”, grinede han, ”Du fandt Skovfaldet!”.
Hun rullede med øjnene. ”Det var nu lige ved ikke at lykkes. Hej!”, sagde hun og gav ham et venskabs- eller snarere et høflighedsknus. Han duftede godt.

”Nu har du mig så her, som du gerne ville have mig: klædt ud som en luder fra ’Red Light District’ i Amsterdam”, fortsatte hun i en let hånende tone.

Han havde bedt om hendes mål og størrelser og havde sendt hende påklædningen ugen forinden. Pasformen havde været overraskende god, og det var behagelige materialer. Tøjet virkede gedigent og af høj kvalitet. Ikke noget, som hun forestillede sig, var købt i en snusket sexshop, som man så dem i bybilledet rundt omkring.

Han gav ikke svar på tiltale, men tog sig tydeligvis god tid til at lade sit blik vandre op og ned ad hende. Fulgte hendes former, den afslørende udskæring og støvlerne, som fik hende til at strutte med numsen. Hun kunne godt lide hans begærlige blik på sin krop. Hun følte sig ikke længere udstillet og ubehagelig til mode i den udfordrende mundering, når hun tydeligt mærkede hans begejstring for hende. Men det ville hun aldrig have indrømmet for nogen.

Han lagde armen om hendes lænd, førte hende frem til kanten af terrassen, stillede sig bag hende, tog hende ved skuldrene og trykkede hende op mod sig.

”Se, hvor smukt her er! Vi er her helt alene. Ingen ved, vi er her, og intet vil forstyrre os”, hviskede han i hendes øre. Der var smukt, og det var rart at mærke ham op af sig, men samtidig lød hans ord lidt uhyggelige og nervepirrende skumle.

”Om lidt tager jeg din krop og dit sind med på en rejse”, sagde han lavmælt, imens de begge kiggede ud over vandet. ”Du er kun tilskuer og skal læne dig tilbage og nyde turen. Vi har aftalt, at du har én mulighed for at standse rejsen, men så er den også slut, og du tager hjem med det samme, hvis det sker. Er vi enige?”. Med dunkende hjerte nikkede hun. Hun var bange men ikke på en ubehagelig måde. Hun forstod ikke helt sig selv længere.

Han løftede hendes arme op og satte dem bag hendes nakke. Hun holdt dem der, imens han lod hænderne løbe blidt ned langs hendes hofter og følte hendes runde baller og op rundt om ydersiden af hendes bryster udenpå kjolen. Han kyssede hendes hals blidt. Små kuldegysninger løb hen over hendes hud ved hans nænsomme berøringer.

”Du er ikke min luder! Du er den smukkeste kvinde, jeg har turdet drømme om, skulle stå lige her hos mig. Jeg vil nyde dig med alle mine sanser. Jeg vil se dig, føle dig, dufte dig, smage dig og høre dig!” Hans tonefald var lidenskabeligt, og hans stemme dirrede svagt. Han pressede hendes krop tættere imod sin og fortsatte: ”Du er ikke min luder. Du er min prinsesse i skoven!”

Læs resten ved at købe adgang til Missgrey PLUS herunder.😊⤵️

Få adgang til Missgrey PLUS

Første 14 dage 9 kr.
Herefter 39 kr./mdr.
  1. Læs eksklusive reportager og interviews.
  2. Lyt til eller læs udvalgte pirrende sexnoveller.
  3. Opsig når som helst.