Jeg byder hermed velkommen til endnu en af ‘Felicitys Frække Forelæsninger’. Denne gang handler det om mad og sex, for jeg kan umuligt være den eneste, der ser en sammenhæng mellem min kost og mit sexliv. Sundhed er meget vigtigt for mig, men ligesom alle andre mennesker nyder jeg et syndigt måltid mad engang imellem. Jeg kan dog tydeligt mærke på kroppen, når det er gået over gevind med de søde sager – især sexlysten tager et dyk, når jeg ikke spiser sundt.
Derfor starter denne lektion med hårde videnskabelige facts, eftersom en gruppe danske forskere har været i stand til at konstatere en sammenhæng mellem usunde madvaner og et dårligere sexliv. Dog kan der stilles spørgsmålstegn ved undersøgelsen, da undersøgelsen ikke er i stand til at berette, om de usunde vaner resulterer i dårligere sex, eller at de usunde vaner udspringer af et dårligt sexliv. Alligevel er der en tydelig tendens til, at overvægtige mennesker har mindre sex. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at undersøgelsens deltagere med et BMI over 30 oftere fortæller, at de ikke har haft sex indenfor det seneste år.
Vi skal nu se nærmere på de såkaldte sex-boostere, som er fødevarer, der angiveligt skulle øge sexlysten.
Her er listen over fødevarer, der kan booste din sexlyst
Jeg har fundet frem til en række madvarer, som har et rygte for at påvirke vores sexlyst. Her kan I læse med og finde ud af, hvorfor rygterne er opstået – nogle af tingene menes at være mere sunde end andre, men hey, så er der en undskyldning for at synde en smule indimellem.
Chokolade er efterhånden kendt for sit indhold af det såkaldte kærlighedskemikalie phenylethylamin, der påvirker hjernens lystcenter ved frigivelse af dopamin. Derudover oplever man en naturlig følelse af eufori, tiltrækning og spænding.
Østers er også berygtet som elskovsmiddel grundet indeholdet af zink, der betragtes som et vidundermiddel for sexlysten hos både mænd og kvinder, eftersom indtagelsen af østers medfører en frigivelse af testosteron. En madvare, der ligeledes forhøjer mængden af testosteron i blodbanen, er honning. Her er det dog honningens høje indhold af mineralet bor, som også hjælper kroppen med at anvende østrogen, der gør honning mest kendt som sex-booster. Det siges, at honning og muskatnød tilsammen skulle øge orgasmen.
Chili indeholder capsaicin, der fungerer som en booster for både hjertet og kroppen. Virkningen af chilien ses som en øget blodcirkulation samt en stimulering af nerverne, der gør, at du lettere bliver tændt, fordi du føler dig mere tiltrækkende. Derudover afgiver chilien endorfiner, kroppens lykkehormon, som giver et helt specielt kick.
Mandler har et højt indhold af E-vitamin, magnesium og fibre, som gør mandlen til et symbol for frugtbarhed, men det er ikke mandlernes indhold alene, der gør dem specielle i denne sammenhæng. Aromaen fra dem vækker kvindens begær og lidenskab, hvilket gør, at mandelduften opleves særligt sensuelt for os kvinder. Den samme effekt opnås med duften af basilikum.
Asparges har et indhold af folinsyre, som angiveligt skulle øge histaminproduktionen, der er afgørende for at kunne opnå orgasme. Vær dog opmærksom på, at dine kropsvæskers smag ikke er særlig appetitvækkende, når du har spist asparges, så det er et spørgsmål om prioritering i forhold til at inkludere denne grøntsag i scoremiddagen.
Avokadoens indhold af E-vitamin hjælper kroppens til udvikling af østrogen og progesteron, der resulterer i et seksuelt respons, når det cirkulerer i blodbanen. Derudover har avokadoens erotiske form fået den bandlyst fra munkeklostre rundt om i verdenen.
Selvom der ikke er videnskabelig dokumentation for fødevarernes effekt, har de i århundreder været kendt for at sætte gang i sexdrivet. Man mener, der kan være tale om en såkaldt placeboeffekt – så husk på, at “tro flytter bjerge”.
Udover at spise bestemte fødevarer er min erfaring, at jeg føler mig mere tiltrækkende, når jeg ikke har overspist og føler mig oppustet, så jeg forsøger at leve efter ”alt med måde-princippet”. Derved får jeg både god mad og god sex i en tilfredsstillende mængde.
Det eneste, jeg har tilbage at sige for denne gang er “Tak for nu” og ”God appetit!