Kære læsere!

Jeg havde en oplevelse den anden dag, der satte nogle selvkritiske tanker i gang hos mig. Jeg kom til at tænke på, om jeg opfører mig for koldt over for mine partnere?

Situationen, der satte de tanker i gang, forløb således…

En gammel flirt tager kontakt til mig, selvom det er rigtig længe siden vi sidst har haft kontakt. Han inviterer mig over, og jeg tager imod invitationen – og gør det på forhånd klart for ham, at jeg ikke er interesseret i sex. Det tog han pænt, så jeg tog over så vi kunne hygge med en film. Han ville godt putte på sofaen, og det var også fint i starten, men generelt er jeg ikke særlig meget til at putte. På et tidspunkt satte jeg mig op, og prøvede at sidde anderledes, men han stirrede nærmest såret på mig.

Da vi skulle sove skete det samme. Han ville bare meget gerne putte! Jeg havde ikke rigtig lyst, men igen tog han det meget personligt. Ham her fyren blev decideret sur, skældte mig ud, og gik ind for at sove på sofaen. Her valgte jeg at skride hjem, for jeg syntes simpelthen det var for barnligt.

Dog har jeg oplevet det her før. At en fyr er blevet såret, fordi jeg ikke gad ligge i ske, når vi skulle sove. Med den her fyr prøvede jeg pænt at forklare, at det ikke lige var mig, men han blev også virkelig såret, rullede om på siden og lagde sig helt over i den anden ende af sengen.

Hver gang det her sker, ender jeg med at få dårlig samvittighed. Jeg føler mig som en kæmpe kælling, som bare udnytter fyrene til sex og smider dem til side bagefter – og det er jo slet ikke sådan det forholder sig! Jeg tror nogle gange man glemmer, at det jo ikke er et personligt angreb; nogen af os er bare ikke til at putte. Men det er jo ikke fordi vi ikke er glade for den anden! Jeg føler mig bare klaustrofobisk, og jeg har svært ved at falde i søvn, når der ligger en varm og klistret krop op ad mig.

Hvor meget skal man bøje sig?

Det fik mig til at tænke på, hvor meget man skal bøje sig for sin partner? Burde jeg bide min egen ubehag i mig, og så putte lidt med min partner for at gøre ham glad? Jeg synes jo, at man skal sætte sig selv først, men der opstår jo et problem, hvis han har det på samme måde; altså, hvis jeg synes han skal bøje sig for mig, men også synes jeg skal bøje mig for ham.

Jeg synes personligt ikke jeg er et forfærdeligt menneske, fordi jeg ikke gider putte, men jeg kan godt se, hvordan det kan fremstå følelseskoldt, og som om man er ligeglad med sin sexpartner. Jeg tror løsningen handler om, at jeg må forklare ordentligt, hvorfor jeg har det svært med at putte. Og så finde andre måder at være intim på, f.eks med kærlige ord eller lignende.

Fortsat god dag til jer alle!
Miss Fox

EFTERLAD ET SVAR