Det er sjovt, som man møder mennesker gennem livet, som går fra først at være totalt fremmede for en, til at blive et af de mennesker, der betyder allermest. Det er en underlig tanke, at du kan møde et menneske som man ikke kan slippe igen uden at vide, hvorfor at man egentlig holder fast og bliver ved med at holde fast i dem. Der er én person, som har fulgt mig i mange år, uden helt at kende mig, men som bare er der og jeg ved, at for ham, er jeg det menneske, som han gerne vil være sammen med resten af livet og bygge en fremtid op med. Men trods alt dette, så mødes vi aldrig og jeg aner ikke hvorfor.
Jeg mødte ham for ca. 7 år siden da jeg var til forsvarets dag. Jeg havde gennem dagen gennemgået en masse øvelser, tests og var heldigvis dømt egnet. Så jeg var ved at være godt træt, da dagen kom til sin ende og jeg ville egentligt bare gerne skynde mig hjem igen. Da jeg var på vej ud af døren og ud for at tage bussen, bliver jeg pludselig stoppet af en høj flot mand, som spørger mig om han ikke må have lov til at give mig et lift. Jeg undrede mig straks meget over, hvorfor han spurgte om dette og hvem han egentligt var. Men underligt nok så var jeg super uansvarlig og takkede pænt ja uden at tænke mere over det.
Vi hoppede ud i hans bil og vendte snuden hjemad mod mig. Som vi sad der, ved siden af hinanden, gik snakken som om at vi havde kendt hinanden i 100 år. Det var så nemt at tale med ham og vi grinede sammen og havde verdens fedeste tur hjem og denne mand gjorde noget helt specielt ved mig og efterlod mig smilende flere dage efter og følelsen af at være vildt forelsket. Vi havde selvfølgelig fået udvekslet telefonnumre, og begyndte både at skrive og ringe sammen. Der var ingen tvivl – vi skulle bare se hinanden igen.
Men nu kommer det underlige. Vi har aldrig set hinanden igen. Årende gik, trods det at vi blev ved med at skrive og ringe sammen, og tale om hvornår vi skulle ses. Men som tiden er gået, har vi udviklet vores liv hver for sig, frem for at udvikle en fast base sammen, selvom at dette nok ville være det bedste for os nu hvor vi passer så godt til hinanden.
Vi har været ærlige over for hinanden i alle de 7 år der er gået. Jeg har haft faste parforhold og lige så har han. Jeg ved at han har haft en kæreste meget længe som han i mellemtiden også har fået to børn med, hvilket jeg synes er helt fantastisk for ham. Men trods det at han har haft hele familieidyllen og har været rigtig lykkelig, så fortalte han – og fortæller mig stadig – at hvis jeg nogensinde får lyst til at se ham, og finde sammen med ham, så står han helt klar fordi han ved at jeg er den eneste ene for ham og den som han gerne vil være sammen med resten af livet.
Jeg ved at ham og hans kæreste er gået fra hinanden for noget tid siden, hvilket har givet mig en åbning og at det nu er okay, hvis jeg finder sammen med ham. Før skulle jeg hele tiden have ondt i maven over at skrive kærligt og ringe til ham. Men det behøver jeg ikke nu. Jeg vil rigtig gerne se ham også for at finde ud af om det virkelig er min soulmate, som har været ved siden af mig, men dog så langt fra i alle disse år.
Men hvem ved. Måske er han intet af det, som jeg gør ham til, og måske passer vi overhovedet ikke sammen. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at der må være en grund til at vi aldrig har sluppet hinanden og nok heller ikke kommer til at gøre det foreløbigt. Vi har aftalt flere gange at mødes, men når dagen så endelig kommer, så er der altid kommet et eller andet i vejen enten fra min eller hans side af. Det er godt nok også dumt, at jeg går her og leder efter min store kærlighed, hvis han så er lige ved siden af mig. Nu må vi se hvad fremtiden bringer, og vil skæbnen at vi ikke finder sammen som kærester, så ved jeg, at han vil forblive min bedste ven resten af livet.
Skriv gerne hvis i har spørgsmål: ml@missgrey.dk
