Kære Læsere
Dette indlæg bliver ikke det længste af slagsen. Dog har jeg længe tænkt på, at jeg ville skrive det, da jeg selv har haft ret stor fornøjelse af at se en ny serie, som bliver sendt på DR3. Serien hedder: Petra dater hele verden, og handler sjovt nok om Petra, som er taget ud på en længere rejse, hvor hun vil finde ud af, hvordan datingkulturen er i forskellige lande.
Hvorfor skal du se med, når Petra dater hele verden?
Dette indlæg er især henvendt singlerne, da programmet netop handler om dating og datingkulturer i forskellige lande. Petra, som er journalist og hovedpersonen i serien, er taget ud for at møde mænd i andre lande, da hun mener, at datingkulturen er gået død i Danmark. Hun har svært ved at date i Danmark, og mener ikke, at det er nemt at se folk i øjnene herhjemme og byde ud på en date. Faktisk er det som om, hun har givet op.
De lande, som Petra tager til er: Serbien, Brasilien, Libanon og Mexico. Der er stadig to udsendelser tilbage, så jeg ved ikke, hvor de sidste to rejser går hen. Jeg har set alle udsendelser indtil nu, og må indrømme, at jeg var mest vild med den udsendelse, hvor hun er i Serbien. For det første, er mændende der super lækre, men de er også gentlemen, som virkelig tager initiativ. Værst går det, efter min mening, da Petra er i Brasilien, da nogle af mændende “bailer” på hende og flere bor hjemme ved deres mor. Det er åbenbart mere normalt udenfor Danmarks grænser.
Petra er super ærlig og ligetil i udsendelserne, og lægger ikke skjul på, at hun ofte føler sig utilpas ved at være så frembrusende og skulle spørge forskellige mænd på date. Hun lægger heller ikke skjul på, at hun synes det er svært at få sin sexede side frem. Men når det lykkedes hende, er det ret fedt at se, hvad det gør ved selvtilliden. Så se med, hvis du vil lære lidt om datingkulturen i andre lande og underholdes undervejs af en ret ærlig (og lidt opgivende) Petra, som prøver at finde kærligheden.
Gå selv ind på DR og find programmerne. KH Miss Grey Redaktøren