Kvinde-female

udgivet:

Kender du den der følelse?

Kære læsere.

Hermed afslutter jeg serien “De sexede sanser”. Forleden dag var jeg sammen med den her fyr, jeg har set en del til den sidste uges tid. Vi havde selvfølgelig sex – meget god sex! Den måde, hans fingre blidt og forsigtigt starter med at danse hen over min hud sammen med hans lette hvisken i mit øre, efterlader et spor af gåsehud på min krop. Han pirrer mig, fordi han ved, at jeg begærer ham mere, hvis han er lige ved at skubbe mig udover kanten, inden han overhovedet er gået i gang. Den der helt specielle følelse af hans hænder og mund mod min hud, gør mig høj. Når jeg så tigger ham om at tage mig, ændrer hans berøring sig radikalt. Han bliver hårdhændet, fordi han bliver begærlig. Herfra overtager lysten os begge, og der er ingen vej tilbage!

“I don’t make love – I fuck…hard!”
…Eller gør jeg?

Jeg har altid fundet berøring essentielt – hvis en fyr ikke kan bruge sine hænder, kan jeg ikke bruge ham. It’s that simple! Sex er nemlig ubetydeligt, hvis jeg ikke føler mig stimuleret af min partners berøring. Det er jeg vel ikke alene om at synes – er jeg, kære læser?

Dog er jeg ikke vant til at tænde på den kærlige behandling. Der plejer at være kontant afregning ved kasse 1. Lige på og hårdt! Jeg har overbevist mig selv om, det er sådan, jeg foretrækker det. Men er det reelt sådan, det er? For hvorfor tænder jeg pludselig på den her søde fyrs blide berøring?!

Med dette indlæg søger jeg derfor svar på berøringens betydning for mennesket og hvorfor sex føles så pokkers godt. Så læs videre og se, om du bliver klogere.

Følelse og overlevelse

Når man søger råd hos videnskaben støder man på en amerikansk forsker ved navn David J. Linden. Han peger på følesansen som værende en afgørende sans for overlevelse. Først og fremmest er evnen til at føle smerte afgørende for, at mennesket ikke udsætter sin krop for fare. Når hjernen modtager et smerte-stimulus fra kroppen, sender den signal tilbage for at stoppe den handling, man er i gang med for at undgå livstruende skade. Så selvom vi påpeger evnen til at høre og se som afgørende for at overleve, ville vi være i stor risiko for at pådrage os dødelige skader, hvis vi ikke kunne føle smerte.

Et perspektiv fra Linden, jeg personligt finder fascinerende, er hans syn på menneskets evne til at føle nydelse ved blandt andet berøring. Han mener nemlig, at denne ligeledes er afgørende for at overleve, da vores menneskelighed og mentale helbred er afhængig af kærlig berøring. Under denne kategori findes den berøring, der foregår under sex. Gennem forskning er det tidligere klargjort, at det rette stimuli gennem berøring medfører orgasme.

girl-828607

The love drug

Ved orgasmen udskilles hormonet oxytocin, som påvirker os både fysisk og mentalt. Fysisk ses blandt andet et fald i blodtryk, en øget smertetærskel og en reduktion af stresshormoner. Man oplever at blive beroliget og afslappet, hvilket gør, at nogen bliver søvnige efter en orgasme. Oxytocin går også under navnet kærlighedshormonet, fordi udskillelsen af hormonet øger velvære og glæde, som får mennesket til at føle sig elsket og ønsket. Derfor kan man opleve en dyb hengivenhed og ømhed for andre.

Overstående er altså nogle af de ting, der sker i kroppen ved udskillelse af oxytocin. Hvor intenst man oplever “effekten” af hormonet afhænger blandt andet af koncentrationen af oxytocin i blodet – altså den mængde hormon, der udskilles i blodbanen fra hjernen.

Der er selvfølgelig mange andre faktorer, der spiller ind, når to mennesker knytter sig til hinanden. Tilstedeværelsen af oxytocin, der som nævnt udskilles blandt andet ved berøring og orgasme, er blot den faktor, videnskaben tager udgangspunkt i. Det kick, mange af os oplever ved at dyrke sex, kan altså forklares ved, at kroppen som svar på det stimuli, den modtager ved berøring, danner kærlighedshormoner, som påvirker os mennesker på en hel særlig måde.

Et lille tip…

..til de af jer (inklusiv mig selv), der har sexløs weekend men godt kunne bruge et lille skud oxytocin.

Hormonet udskilles også ved oplevelsen af nærvær, tillid og fortrolighed. En god kop kaffe med din bedste ven eller veninde er altså nok for jer begge, hvis I mangler lidt kærlighedshormon i blodbanen. Ellers kan du gøre noget godt for dig selv, hvor du vender energien indad eksempelvis læse en god bog eller dyrke yoga med samme resultat. Så kære læsere – brug weekenden på at gøre noget godt for jer selv og jeres nærmeste, så vi kan få spredt lidt kærlighed derude!

Har I lyst til at give mig lidt kærlighed, så skriv en kommentar til indlægget eller send en mail. Det ville jeg blive utrolig glad for! I kan fange mig på mf@missgrey.dk 

Tak fordi I kiggede med – Jeg håber på at høre fra jer!

KH.
Miss Felicity

Se Også