Som du sikkert husker, fortalte jeg for et godt stykke tid siden, historien om Soldaten og Champagne Drengen. Det var en fortælling om, hvordan jeg fandt mit livs kærlighed, forlod min daværende kæreste, Champagne Drengen, til fordel for Soldaten, og historien om, da jeg forelskede mig blindt ved blot et enkelt blik. Ja, faktisk var hele denne historie totalt lyserød og vidunderlig. Men hvad jeg ikke fortalte dig sidst var, hvordan dette smukke eventyr vendte rundt på en tallerken og blev til et sandt mareridt.
Soldaten og Champagne Drengen part 2.0 – Sådan gik det
Efter det meget romantiske og hektiske trekantsdrama, flyttede Soldaten og jeg sammen i et lille sødt hus ude i Risskov. Nu kunne mit liv absolut ikke blive mere idyllisk. Jeg havde nu hus, bil, hund og manden som jeg elskede af hele mit hjerte ved min side. Her netop dette sted, havde jeg lyst til at blive resten af mit liv. Men sådan skulle det desværre ikke ende. Soldaten og jeg havde nu været sammen i næsten to år, og som du kan fornemme, kørte alt på skinner. Soldaten havde et fast stilling som konstabel inden for forsvaret, og som jeg jo godt vidste, gik han rigtig meget op i sit job – fuldstændig lige som resten af hans familie. Af samme grund kom dagen, hvor han satte sig ned foran mig, og fortalte at han skulle overflyttes til en træningslejer på Bornholm og efterfølgende udsendes til Afghanistan. Hele min krop skælvede ved tanken. Jeg kunne mærke hvordan frygten tog over og fik mit hjerte til at græde. Hvad skulle jeg nu gøre? Ville jeg miste ham i kamp, og hvordan ville min fremtid sammen med ham nu se ud? Disse og mange andre spørgsmål fløj gennem mit hoved. Det var nok den værste besked jeg nogensinde havde fået. Men som jeg sad der overfor ham med tårer ned af kinderne, vidste jeg også, at hvis det var dette som var hans store drøm, skulle jeg ikke være den person, som stod i vejen for ham. Så i og med at jeg elskede ham så højt som jeg gjorde, tog jeg hånden op til hans kind kiggede ham dybt i øjnene, og sagde at jeg støttede ham 100 procent i hans beslutning, og at jeg ville vente på ham og stå ved hans side hele vejen igennem. Og det gjorde jeg.
De næste 5 måneder var et helvede for os. Jeg vidste at jeg var nød til at være stærk for hans skyld. Til dig, som måske har stået i samme situation som mig, hvor du har skulle sende et menneske som du elsker afsted i krig, så ved du, at det bestemt ikke er noget som man bare lige gør. I sådan en situation er der mange ting der skal være styr på og gennemgåes. Jeg blev sat i en situation, hvor jeg skulle tage stilling til ting, som aldrig i mit liv havde faldet mig ind at tænke på før nu. Så som: Hvad sker der, hvis han bliver såret eller dør? Hvem skal så ud og fortælle mig det personligt, og hvordan får jeg hjælp efterfølgende? Hvad med afskedsbrev? Hvordan skal hans begravelse være, testamente osv. osv.
Jeg kan huske at Soldaten satte sig ned foran mig en dag, og spurgte om jeg stadig ville være der, hvis han kom hjem, og manglede begge sine ben. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad svaret var. Selvfølgelig ville jeg det!! Jeg ville stadig elske ham lige så højt, hvis ikke mere. Han hørte mig ikke en eneste gang sige, at jeg ikke ville have at han skulle tage af sted, selvom at alt inden i mig var fuldstændig knust. Jeg vidste, at jeg ville vente på ham i et halvt år i vores dejlige hus og samle alle de knuste granatstykker sammen, både for ham og for mig, når han vendte hjem fra krigen igen. Og dette lige meget hvad der end skete i Afghanistan.
Tiden kom og vi havde fået styr på alt, hvad der end skulle være styr på. Der var nu kun 3 uger til at han skulle afsted. Vi havde lige været til parmiddag med min bedste veninde og hendes kæreste, hvor vi havde drukket os lidt fulde i vin, og havde snakket om de sjove drukoplevelser vi havde haft. Her havde min kæreste Soldaten fortalt om en druktur han lige havde været på, og hvor han kort fortalte, at han var faldet i søvn på en bænk i en park, og derfor først havde været hjemme ved mig kl 10 om formiddagen igen. En historie som jeg selv et par dagen inden havde siddet og grint af sammen med ham.
Nå, men der sidder jeg så derhjemme i vores hus, mens han er afsted på kasernen på Bornholm, og så får jeg et opkald fra min bedste veninde. Hun starter ud med at sige at jeg må hade hende resten af livet, hvis det hun fortæller mig, ikke er sandt. Men hun var helt sikker på, at den historie om bænken, som Soldaten havde fortalt den aften ikke var sand. Hun var overbevist om, at han havde været sammen med en anden. Hun kunne bare mærke, at der var noget skummelt over det. Jeg bliver selvfølgelig helt vildt sur over, at hun tør komme med den slags beskyldninger mod ham – og så 3 uger før han skal afsted. Jeg knalder røret på. Efterfølgende flyver tankerne gennem mit hoved, og på et eller andet punkt, så taler hun sgu nok sandt. Jeg griber derfor min mobil, og ringer til Soldaten. Jeg skulle bare have sandheden. Jeg fortæller ham det som min veninde lige har ringet og fortalt til mig, og spørger ham om det er sandt, hvortil svaret bliver JA! Han havde været sammen med en anden kvinde den aften.
Eventyret om Soldaten der forsvandt fra det ene sekund til det andet
I det øjeblik går alt i stå inden i mig og det føles som om, at jeg stopper med at trække vejret. Jeg kan ikke tro det. Her har jeg været der for ham, og gennemgået en af de sværeste perioder i mit liv for hans skyld, og så gør han dette mod mig. Trods det at det er ham, som har gjort mig ondt, kan jeg ikke tænke andet end at jeg bliver nødt til at reagere, og jeg bliver nødt til at reagere med det samme, da tiden er knap og jeg ved, at jeg må redde vores forhold før han rejser. I hvilken som helst anden situation, var jeg skredet før han kunne nå at blinke, men det kan jeg ikke nu. Så uden at tøve bruger jeg hele den næste uge på arrangere den mest romantiske weekend til når han kommer hjem. Jeg bestiller weekend ophold, pakker alt så vi er klar til at tage af sted så snart han kommer ind ad døren. Nu skulle vi rede det her forhold. Det blev vi nødt til.
Jeg stod klar i køkkenet et par dage efter og han trådte endelig ind ad døren. Han havde gennem telefonen hele ugen fortalt mig, hvor højt han elskede mig, og hvor meget han gerne ville nå at rede vores forhold før hans afrejse. Men som han stod der i døren, kunne jeg se i hans øjne, at intet var som det skulle være. Vi stod der midt i køkkenet, 2 meter fra hinanden, fuldstændig knuste og så kom det. Han så på mig og sagde ”Jeg kan ikke mere, jeg forlader dig og jeg har allerede sagt huset op i sidste uge”. Efter disse ord vidste jeg, at kampen var tabt. Han tog sine ting og forsvandt. Jeg vil rigtig gerne kunne beskrive de følelser, som gik gennem min krop i det øjeblik, men det kan jeg ikke, og har den dag i dag stadig ingen ord for det.
Soldaten og jeg talte ikke sammen overhovedet det næste stykke tid, han var som sunket i jorden. Men pludselig ringede min telefon. Det var ham og det var blevet aftenen før han skulle rejse. Han ville sige ordentligt farvel og vi talte længe om alt det der var sket. I slutningen af samtalen siger han til min store overraskelse, at han ville ønske at det havde været anderledes, og at han savner mig. Han spørger også om han må have lov til at ringe til mig nede fra Afghanistan, og om vi måske kan prøve at finde sammen igen, når han kommer hjem. På dette tidspunkt havde jeg ofret alt for ham, jeg havde prøvet at gøre alt hvad der stod i min magt for at rede vores forhold – og alt det for en mand, der havde ødelagt mig, og som var skyld i at vi tabte det hele på gulvet til at starte med. Jeg havde været der i krig og kærlighed, og nu kunne jeg ikke mere. Så hvor ondt det end gjorde, fortalte jeg ham at jeg elskede ham af hele mit hjerte, at jeg tilgav ham for alt det som han havde gjort, så hvis han på et tidspunkt blev skadet eller det der er værre mens han var i krig, så skulle han ikke have skyldfølelse eller fortryde. Men da det så var sagt, sagde jeg også til ham, at han aldrig skulle tage kontakt til mig og at jeg aldrig ville se ham igen. Mit sidste ord blev ”Jeg elsker dig” og så lagde jeg røret på.
Jeg har hverken set eller hørt fra ham siden, men som jeg også skrev i indlægget om Soldaten og Champagne Drengen, så er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham. Selvom at han på det tidspunkt gjorde mit liv til et helvede, så har jeg den dag i dag stadig tilgivet ham for det han gjorde. Vælger du at tilgive, så holder man efter min mening fast i den tilgivelse. Jeg tænker stadig på at ringe til ham. Men jeg tør ikke.
KH Lara. Husk, at skriv ind, hvis du har spørgsmål til dit sexliv på: ml@missgrey.dk
