kvinde

udgivet:

Hvorfor er jeg usexet, hvis jeg som kvinde prutter eller bøvser?

Kære Læsere!

Dagens indlæg er en smule selvironisk. Jeg tager endnu engang fat i mandens ego, som jeg elsker, og ikke mindst sætter spørgsmålstegn ved i forhold til samfundets normer. Jeg har valgt at tage et ekstremt vigtigt emne op, som hidtil har irriteret mig på daglig basis. Det er uhørt, det er uforståeligt – og jeg er træt af det. Kære mand – hvorfor er jeg usexet, og ikke særlig kvindelig, hvis jeg prutter, bøvser og skider?

Hvornår er man som kvinde en rigtig kvinde?

Selv da jeg skrev overstående sætning med diverse ord i, følte jeg trang til bagefter at skrive undskyld mit sprog. Men hvorfor skal man undskylde over at skrive, sige eller for den sags skyld gøre noget, som er helt normalt? Som vi alle gør?

Dagens indlæg skal debattere én enkelt ting, som jeg oplever i min dagligdag. Jeg har altid været utrolig genert med ting, som at prutte, bøvse og alle de der ting – og været meget privat omkring det. Efter Mr. Teddy igennem et helt år har fortalt mig, at det var okay, jeg behøvede ikke skjule det og så videre. Ja, så valgte jeg at slå min første lille prut foran ham.

Og han gik helt kold.

Og her må jeg ærligt sige, jeg føler mig en smule snydt. Man kan ærligt ikke bruge så lang tid på at overbevise en person om, at en bestemt ting er okay – for derefter at tage det tilbage fordi man fortryder det. For ja. Mr. Teddy synes lige pludseligt, at jeg ikke længere var feminin, eller kvinde, fordi jeg pruttede foran ham.

Og jeg kan blive så provokeret af det.

Jeg er gået fra at synes det er en ekstremt pinlig ting, til bare at gøre det for at udfordre ham. Bevares, manden skider jo selv stinkbomber, så hvorfor må jeg ikke?

Hvorfor må jeg, som kvinde, ikke?

Det er jo nærmest en sport i sig selv, når mænd samles i flokke foran fjernsynet eller deres playstation, og holder pruttekonkurrencer mens de snakker om, hvem der kan lave den største lort.

Hvorfor er det så, at jeg skal degraderes i min kvindelighed, hvis jeg lukker en smule tarmluft ud i hans selskab? Og vi snakker ikke om en rynken på næsen fra prinsen på sin guldtrone ovre i den anden side af sofaen. Nej Nej. Vi snakker om en time lang prædiken om, hvor meget det ikke er okay, om hvorfor jeg ikke lige kan skjule det, og hvorfor, jeg skal være så ulækker.

Jeg gætter på, at dette er endnu et eksempel på forskellen på mænd og kvinder. Bevares, jeg kan da sagtens kneppe min mand uden at tænke på den gedigne lort, han lavede i toilettet som forstoppede det. Men manden kan ikke engang klare at komme sig over en halvlummer prut fra tilbage i november.

Ak og ve, hvad skal man som kvinde stille op nu om dage?

Og lige en tanke til min fantastisk søde og dejlige kæreste Mr. Teddy, som jeg selvfølgelig elsker, og som elsker mig. (…bare ikke mine prutter).

Much Love,

Miss Vanilla

Se Også