Hvad gør vi, når vi vil noget forskelligt?

Nogle gange bringer livet os forskellige steder hen, eller også er der fundamentale ting, der ikke stemmer overens i vores forhold. Uanset hvad tager dette afsnit fat i de store problematikker i parforholdet. De ting, vi ikke ved, hvordan vi skal løse og som er så livsændrende, at det kan være svært at vide, hvad vi skal gøre. Jeg har ikke svarene til dig, men jeg kender til folk, der er kommet igennem disse ting i deres parforhold. Ikke desto mindre synes jeg, at det er nogle vigtige emner at tage op.

Når vi siger, at livet bringer os forskellige veje, er det, fordi vi har nogle idéer og ønsker for os selv og vores liv, som ikke er forenelige med vores partner. Det er en skrækkelig følelse at stå med et menneske, som vil noget, du simpelthen ikke vil. Men det er ret normalt, at I vil noget forskelligt som par. Det er dog ikke de små ting, vi skal snakke om i det her afsnit. For hvad gør vi i et forhold, hvor de fundamentale ting i livet, som børn og hus bare ikke stemmer overens? Hvor mange af vores egne drømme skal vi droppe for et parforhold, og hvornår ved vi, at vi gør det rigtige? Det er der ikke rigtigt noget svar på desværre. Vi skal alligevel snakke om, hvordan I kan håndtere det, hvis I oplever, at I kommer ud for nogle af de her ting.

En af jer vil have børn, den anden vil ikke

Nu starter jeg med den absolut værste af slagsen, som er mit eget værste mareridt. Jeg ved, at der er masser af par, der kommer ud for det her problem. Mange oplever, at de må slutte deres forhold på baggrund af det. Hvad ville du gøre, hvis din kæreste ikke vil have børn, men du vil? Eller den omvendte situation? At få børn er noget så livsbekræftende, at jeg slet ikke kan forestille mig at afholde en anden person fra at opleve det. Men det er også en ting, der ændrer hele dit liv, så jeg kunne heller aldrig forestille mig at tvinge det ned over en person, der ikke ønskede det. Hvad kan I gøre?

Først og fremmest må I snakke sammen om, hvorfor den ene vil, og den anden ikke vil. For at acceptere det, må I forstå årsagerne bag. Herefter venter jer en kæmpe opgave. I skal nu finde ud af, om I er forenelige omkring det, eller om det simpelthen er for vigtigt for jer begge at holde jeres standpunkter.

Derudover er der tredjeparten i denne beslutning, og det er barnet. Der er ingen, der ønsker, at ens barn skal vokse op med en forælder, der ikke ville have en. Jeg forestiller mig, at denne beslutning klart er den, der kan få ellers velfungerende par til at gå fra hinanden. Det kan være svært at give råd i sådan en situation, men jeg tror, at udgangspunktet må være, at I snakker sammen. I bliver nødt til at finde ud af, om jeres holdning er for livet, eller om det er noget ”lige-nu-og-her” og kan ændres. Det kan være smart at finde ud af det tidligt i forholdet. Jeg har hørt om par, som selv efter mange år går fra hinanden, fordi de ikke var enige om børn og fandt ud af denne uenighed alt for sent.

En af jer flytter langt væk

Det klassiske langdistanceforhold er for mange blevet det samme som at gå fra hinanden. Vi falder nærmest bagover af overraskelse, når vi hører om, at folk lever succesfuldt i et langdistanceforhold. Det er nærmest forudbestemt, at det mislykkes, eller den ene part er utro i større eller mindre omfang.

Nogle gange kan der opstå situationer i et parforhold, hvor I pludselig står overfor nogle svære problemer omkring jeres boligsituation. Det kan være så individuelt, at jeg ikke vil begynde at snakke om enkelte situationer. Det føles selvfølgelig forfærdeligt, hvis en af jer af den ene eller den anden grund er nødt til at skifte bopæl.

Min erfaring med langdistanceforhold er, at det er ekstremt tidskrævende og isolerende. De eneste tidspunkter, I kan være sammen, er weekender og ferie. Det betyder, at du ikke kan lave noget som helst andet nærmest. Du vil opleve at få dårlig samvittighed, hvis du laver andre planer en weekend, for pludselig går der lang tid, mellem I ses. Du vil opleve at føle det som et svigt, hvis din partner laver andre planer. Det koster også mange penge at transportere sig, så økonomisk er det heller ikke altid nemt.

Uanset hvad kan I ikke gøre meget andet end at snakke det igennem og overvej følgende:

  • Har du/I mod på at have et langdistanceforhold? Tænk over, hvordan transporten kommer til at være og afklar, hvor ofte I skal ses.
  • Overvej, om det er realistisk for jer at have et normalt parforhold. Det lyder hårdt, men en del i langdistanceforhold laver en aftale om, at de gerne må se andre. Men det skal I virkelig snakke igennem.
  • Overvej, hvor meget du vil forholdet, og om du er villig til at opgive mange ting for det.
  • Tænk over, om der er nogen af jer, der er villige til at rykke med den anden. Det er bare nemmere at bo tættere på hinanden.

Husk, I altid kan prøve det af og finde ud af, om det kan lade sig gøre mellem jer. For nogle fungerer et langdistance super godt! Jeg er personligt imod, at vi antager, at et langdistanceforhold er dømt til at fejle. For nogle er det faktisk den optimale løsning, ligesom nogle par trives bedst ved aldrig at bo sammen. Det er helt op til jer, hvad I tænker og aftaler i jeres parforhold.

En af jer vil bo sammen, den anden vil ikke

På et tidspunkt når vi et punkt i vores parforhold, hvor den ene eller jer begge, føler I skal tage det næste skridt. Jeg har observeret, at det ofte er kvinden, der gerne vil rykke. Sådan har jeg haft det selv nogle gange. En situation kunne være således, at efter 2 års parforhold mener kvinden, at nu skal der ske noget.

Hun er absolut klar til at flytte sammen, fordi det virker som det første og mest overkommelige store skridt at tage sammen. Men manden har en anden opfattelse af tingene. Han er på ingen måde klar til at flytte sammen med hende, og fra start af har han sagt, hvordan han havde det.

Der sker det, at hun ikke rigtig kan affinde sig med det, og det bliver til et problem i deres parforhold. I stedet for at acceptere, at han ikke er der i sit liv, er hun så opslugt af sit eget behov, at hun giver ham et ultimatum. Det er her, hvor den knækker for mig. Personligt synes jeg absolut ikke, at vi er i vores gode ret til at stille ultimatummer i et parforhold. I hvert fald ikke på den her ”gør det her sammen med mig, eller jeg forlader dig” måde. Du kan måske nok gætte, at udkommet af ultimatummet endte i, at han sluttede hele parforholdet. Det er de færreste, der får succes med noget, som de er blevet presset ud i uden at have lyst til det.

Det kan selvfølgelig være frustrerende, når du vil noget, som din kæreste ikke vil. Jeg ved personligt, hvor skuffende og frustrerende det kan være. Men faktum er, at du simpelthen ikke kan gøre noget ved det. Jeg har efterhånden observeret og gennem egne erfaringer oplevet, at det sjældent bringer noget godt med sig at skabe et problem ud af situationen. I stedet må du gøre op med dig selv, om det er noget, du kan leve med, eller om du virkelig ønsker at tage kampen. Jeg fortæller bare ud fra min erfaring, at de fleste gange ender det med, at parforholdet slutter. Mit bedste råd er at træde varsomt, for vi kan ikke tvinge folk til at gøre noget, som de ikke vil.

Den gyldne regel

Til slut i dette indlæg vil jeg fortælle jer om en regel, jeg personligt har forsøgt at leve efter i alle mine parforhold. Det er en af de der gammeldags ting, som dine forældre eller bedsteforældre fortæller dig, mens du er ung og uvidende. Når du en dag står i den rigtige situation, forstår du pludselig, hvad betydningen var og erkender, at de alligevel havde ret stor indsigt i livet.

I det unge voksenliv oplever vi at fejle ufatteligt mange gange, fordi vi bevæger os på helt nyt og ukendt farvand. Især når det kommer til kærlighedslivet og vejen til at få et velfungerende parforhold. Vi oplever pludselig få en helt anden indsigt i tingene, end vi nogensinde har haft før. Personligt for mig betød det, at jeg pludselig kunne begynde at rumme fejl. Jeg var klart af den overbevisning, at vi ikke kunne fejle i parforholdet.

Hvis vi fejler, er det afslutningen på parforholdet, fordi så er det ikke lykkedes for os. Hvad der egentlig definerer os, er ikke antallet af vores fejltagelser, men hvordan vi i parforholdet håndterer dem. Om det er fejltagelser, kriser eller noget helt andet, viser det, hvordan vi arbejder sammen som et team. Det er noget, jeg virkelig tror på. At parforholdet er et samarbejde, som er ligeværdigt og som skal gavne alle parter. Jeg har oplevet at fejle rigtig mange gange i mit parforhold, og min partner har fejlet rigtig mange gange i vores parforhold. Men det er ikke, hvad jeg lader definere det, netop fordi det unge voksenliv er tiden til at udvikle os og til at lære af de fejltrin.

Derfor lever jeg i mit parforhold efter reglen, der hedder, at vi godt må fejle, men vi må ikke lave den samme fejl igen og igen. Oplever vi, den samme fejl bliver ved med at hjemsøge os, udvikler vi os netop ikke. Det er her, at det ikke er konstruktivt. Vi er alle mennesker, og vi fejler alle sammen. Det er simpelthen faktum og uundgåeligt.

At leve i et parforhold, hvor vi har en nultolerance for fejltagelser, er efter min egen mening dømt til at mislykkes. Jeg kan se, at jeg udvikler mig i mit parforhold, og vi udvikler os. Vi bliver konstant bedre og bedre til at håndtere de kriser, der rammer os. Ting, der før i tiden kunne skabe massive skænderier, er ikke længere et problem. Der vil selvfølgelig altid være skænderier – også over de samme småting. Men aldrig de store.

Et eller andet sted kan vi sige, at vi lærer hinanden bedre at kende, og vi er blevet bedre til at rumme hinanden. Hvis jeg skulle give mit sidste råd til jer, er det, at I ikke skal lade jeres parforholdskrise definere jeres parforhold, men hvordan I håndterer den. I har i denne e-bog fået mine bedste tips til at overkomme en krise, men i sidste ende er det kun jer, der kan gennemgå en krise i praksis. Hvis I kommer videre, så gør det på en måde, således I udvikler jer og forhåbentligt ikke gentager den samme fejl.

/Miss Vanilla

Tidligere artikelSex og mental sundhed – den manglende brik #6
Næste artikelDårligt sexliv – serie om parforholdskriser
MISS VANILLA
Livet er for kort til ikke at have en fræk tankegang. I mine indlæg finder du en god omgang humor blandet med min evige lyst til at eksperimentere i det seksuelle univers. Bliv revet med ind på første række, når jeg blogger om min egen, og min kæreste, Mr. Teddys, seksuelle udfordringer og eventyr, som omhandler alt fra trekanter, hverdagskriser og jagten på den bedste orgasme. Jeg blogger også om alle de hverdagskriser og klemte følelser, man har i et parforhold - og hvordan man sammen kan komme over dem. Samtidig giver jeg dig en masse anmeldelser på sexlegetøj og mine bedste guides til, hvordan du udlever dine dybeste seksuelle drømme. Miss Vanilla! // Mail: MV@missgrey.dk - for kontakt!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here