Amanda er den klassiske, forholdsvis unge, alenemor til to, der forsøger at få en hverdag med uddannelse, begrænset økonomi og et overordnet voksenliv til at gå op i en højere enhed. Hun er i starten af trediverne og har givet afkald på meget i sine yngre år, som hun altså nu knokler for at indhente. Hun er ikke uerfaren i at prøve sine egne grænser af som kvinde og stortrives med at bryde seksuelle normer. Efter bruddet med børnenes far, har hun dyrket dette som en passion. Hun har dog aldrig lukket nogen helt ind i sit følelsesliv i en indædt tro på, at så længe hun bliver inde i sin skal, så kan hun heller ikke såres. Hendes følelsesmæssige skjold gør hende samtidig ensom på mange måder, hvilket hun ikke er ret god til at indse, men måske er hun langt om længe blevet gennemskuet? Fortællingen begynder der, hvor hun er ved at gøre sig klar til et møde, som burde ligne alle mulige andre hun har været på så mange gange før. Det er første gang, hun skal møde ham i virkeligheden. Helt fra starten i deres indledende kontakt, har hun fornemmet, at hun er i fare for at blive rystet i sin selvopfattelse og sine mønstre. Hendes angst for hans væsen er både pirrende og uimodståelig.

Forsinket

Torsdag. En råkold, blæsende, grå oktober eftermiddag. Børnene var netop blevet hentet af deres far. Igen var det blevet noget senere, end aftalen havde lydt på, og nu havde hun for alvor travlt.

Lejligheden lignede et bombet lokum. Det rodede overalt. Det syntes som om, at lige meget hvor meget hun prøvede at holde trit med rodet, så overhalede det hende altid. Nu måtte rod dog være rod.

Tøjet var allerede udvalgt aftenen forinden. Hun lagde det frem på sengen og var et øjeblik i tvivl, om hun havde valgt rigtigt. Hun besluttede dog hurtigt at stå ved sit valg. Det nyttede ikke at gå igennem samme timelange udvælgelsesproces som i går, for så endnu en gang at tvivle på om valget var rigtigt og blive mere forsinket af det.

På badeværelset blev bruseren sat i gang, tøjet kom af og hun hoppede ind i varmen. Det gav lidt ro at stå her og mærke kroppen blive gennemvarmet af det næsten skoldhede vand. Hun havde frosset det meste af dagen.

Hun var nervøs, spændt og samtidig træt og var lige ved at falde i staver. Hun fattede sig dog og vaskede sig skyndsom, barberede sig på krop og ben, som hun plejede, og mærkede efter en ekstra gang, om det hele var glat og blødt. Med tilløb forlod hun bruserens trygge varme favn.

Huden blev blødgjort fra top til tå med lotion. Hun skælvede og fik gåsehud ude i kulden.
Hun så på det lille ur, som stod på håndvasken. Hun havde bestemt ikke fået mere tid under sit bad. Skyndsomt tørrede hun spejlet af med håndklædet og begyndte at lægge sin make-up. ”Ikke for meget og ikke for lidt” var der blevet bedt om. Hun havde lidt svært ved at greje, hvor balancen lå, men syntes selv, hun fandt en gylden middelvej.

Inde i soveværelset trak hun bh, trusser og nylonstrømper på i en rasende fart. Hun skruede sig ned i den stramme røde kjole, som kun akkurat kunne dække kanten af strømpernes blonder på låret.  Ved spejlet blev håret føntørret og sat op i en stram, højtsiddende hestehale.

”Du er lækker!” sagde hun og sendte et luftkys til sig selv inde i spejlet.

Hun greb håndtasken og fór nu rundt i lejligheden for at indsamle pung, nøgler, mascara, og hvad hun ellers lige kunne komme i tanke om, som var vigtigt at have med i den. Den allerede pakkede sportstaske med skiftetøj stod ved hoveddøren, klar til at komme med.

Hun snurrede rundt om sig selv en ekstra gang og sukkede igen over hendes hjems tilstand, men tænkte, at ingen alligevel skulle se det, før hun var tilbage, så det kunne forblive, som det var. I entreen klemte hun fødderne ned i de højhælede sko, kastede sin lange frakke over sig, greb taskerne og hastede ud ad døren.

Hoveddøren var kun lige smækket, da den igen gik op, og hun sprang tilbage i entreen, hev kjolen op og lod trusserne falde til jorden. Hun måtte vifte dem af den ene fod, hvor de hang fast i hælen på skoen. Hun havde været lige ved at dumme sig med de trusser. Så meget for en rutinepræget dagligdag, og hvorfor havde hun dog overhovedet fundet dem frem, når de ikke skulle på.

Hun greb i håndtaget på hoveddøren udefra for at sikre sig, at den var ordentligt låst, og småløb med korte hurtige skridt i de høje hæle ned på parkeringspladsen. Det var begyndt at regne.

Sportstasken smed hun om på bagsædet oven i børnesæder og rod.  Håndtasken fik plads på passagersædet. Hun fumlede efter sin telefon og fik sat strømledning i til den lange tur. Google Maps, hvor adressen allerede var kodet ind aftenen i forvejen, blev startet op.

Hun rystede af kulde. Den lille, stramme kjole var alt for tynd til årstiden.

Rejsen

Miss Liana, hendes trofaste Suzuki, som gjorde hendes liv så meget nemmere, fik godt med gas. Alligevel tog det lidt tid at nå frem til E20 mod Odense. Der syntes pludselig at være meget langt fra Midtsjælland til nord for Aarhus. Gps’en sagde 2 timer og 58 minutter, men det kunne nok ikke gøre det her midt i myldretidstrafikken.

På en måde var det rart, at hun havde en lang tur foran sig. Forhåbentligt gav det tid til at få lidt styr på nerverne og sommerfuglene i maven. Det var underligt, at hun altid skulle tage sådan på vej. Det var jo ikke første gang, hun skulle til sådan et møde. Men omvendt vidste hun, at det her ikke var et møde som de andre.

Trafikken sneglede sig afsted på motorvejen, og regnen var taget til. Det stressede hende. Hun kunne allerede se, at hun ville komme meget for sent, uanset hvad hun gjorde, og det måtte bare ikke ske. Hvis børnenes far dog bare havde overholdt sin tid og aftale, havde det været anderledes.

Hun tænkte tilbage på deres forhold. Hun havde holdt af ham, og de havde jo fået jordens to dejligste drenge sammen, men hun havde aldrig været forelsket i ham. Havde nok altid mest bildt sig ind at elske ham, så længe hun kunne. Han havde arbejdet næsten hele tiden, og hun havde bare været mor og husholderske. Forholdet kedede hende, og højdepunkterne havde været ligegyldig sex for at få fred.

De havde det fordrageligt sammen nu, så bortset fra at han ikke kunne klokken, havde de faktisk et godt samarbejde omkring drengene.

Inderst inde havde hun jo faktisk helt siden ungdommen godt vidst, hvad der skulle til for at gøre hende lykkelig og tilfreds, men både med børnenes far og kærester inden ham havde hun altid sørget for ikke at blive forelsket og elske dem rigtigt. Det var hendes skjold og hendes underbevidste erkendelse af, at de alligevel ikke var de rigtige i sidste ende. Var hun ikke forelsket, og elskede hun dem ikke, kunne hun heller ikke såres.

Tænk sig, at hendes veninde, helt tilbage i de sene teenageår, havde været så afklaret og fulgt sit spor allerede dengang. Hun selv havde først som knap 30-årig formået at gøre op og følge sit instinkt. Selvom hun var kommet så langt med det som til nu, var det grundlæggende mønster det samme: ingen følelser, ingen dybe relationer, ikke binde sig, ikke blive sårbar. Inderst inde vidste hun godt, at så længe hun ikke frigjorde sårbarheden og delte den, så ville hun heller ikke kunne fuldføre sin lykkemission. Hver gang denne erkendelse så meget som strejfede hendes tanker, blev den trampet i jorden med vold og magt.

Hun havde krydset Storebælt og Fyn og trillede nu over Lillebæltsbroen. Det var lige om lidt hun, skulle have været fremme, men gps’en sagde stadig godt en time til destinationen. Hun trodsede risiko for klip i kørekortet og sendte en kort besked om, at hun var forsinket.

Det var helt mørkt nu. Kun Lianas motor og regnen mod forruden brød stilheden. Normalt havde hun altid radioen tændt, når hun kørte, men den var slukket i dag. Der var ligesom ikke plads til ligegyldig pop og overgearede studieværter i hendes tankevrimmel.

Hun skævede til telefonen mange gange for at se, hvad svaret ville være. Men der kom ikke noget. Som tiden gik, og der stadig ikke var noget svar, kom hun helt i tvivl, om hun kørte forgæves. Måske havde hun misforstået aftalen? Det kunne ikke passe, de havde talt sammen aftenen forinden og havde skrevet sammen om formiddagen. Tavsheden undrede hende. Hun overvejede at vende om, men det turde hun alligevel heller ikke. Disse tanker gjorde ikke hendes nervøsitet mindre.

Den sidste time blev lang. Trafikken var godt nok løsnet op, da hun ramte E45 nordgående og kunne køre noget hurtigere, men hun kunne næsten ikke holde den ulidelige tavshed ud, som intet svar skabte. Måske var hun i virkeligheden mere nervøs for, hvad forsinkelsen kom til at betyde.

Endelig kom Aarhus og hendes afkørsel var lige nord for. Hun sendte endnu en besked: ”Er der næsten”. Intet svar.

Da hun drejede fra motorvejen, sagde gps’en fem minutter. Hendes hjerte begyndte at hamre. Nu var det tæt på. Hun kom igennem et par lyskryds, skulle dreje et par gange, indtil hun svingede ind på en blind vej.

Det var et typisk parcelhuskvarter fra 70’erne. Huset var et af de første, og da hun kørte ind i indkørslen og parkerede bag en varebil, genkendte hun firmalogoet på den, som hun havde set det på nettet. Hun kendte jo udmærket hans identitet, og hvad han lavede. Det forsøgte hun i hvert fald at berolige sit galopperende hjerte med.

Erklæringen

Huset lå mørkt hen. Hun kunne dog lige skimte lidt lys bag vinduerne som vidnesbyrd om, at der var nogen hjemme.

Hele hendes krop sitrede af nervøsitet, og pulsen føltes, som om den ville springe ud af halsen på hende. Med en dirrende finger lykkes det med umage at ramme ringeklokken. Det var en eller anden latterlig fanfare, der blev spillet som ringelyd. Det gjorde det hele lidt jordnært og komisk. Hun kom et splitsekund til at smile. Smilet stivnede dog hurtigt, da lyset i gangen blev tændt, og hun kunne se en skikkelse nærme sig bag det matterede glas i døren.

Døren blev resolut åbnet, og der stod han med et kæmpe smil og sagde: ”Hej, Amanda. Hvor er det dejligt, du kom!” Der var ingen tvivl om, når han talte, at han var jyde. ”Kom indenfor”, fortsatte han. Han åbnede døren helt op, gjorde plads i åbningen og slog ud med armen.

Da hun trådte ind, befriede han galant hendes skulder for sportstasken og satte den i entreen, hjalp hende af med frakken og hængte den fint på en bøjle på knagerækken.

Han vendte sig mod hende og trak hende ind til sig i et stort knus.

”Du er smuk”, hviskede han mere afdæmpet i hendes øre. Hans parfume duftede godt.
”Tak”, fik hun forlegent svaret. Det pludselige kram kom bag på hende. Det blev et langt knus. Det var rart, og det dulmede nogle af hendes nerver. Nu var det værste overstået, tænkte hun.

Entréen, de stod i, vidnede om et helt klassisk hus fra tiden. Det var moderniseret, men rumfordelingen var som altid med stue og køkken til den ene side af fordelingsgangen og værelser og bad til den anden. Alle dørene til værelserne var lukkede. Kun døren til badeværelset og den ind til stuen stod åbne.

”Lad os gå ind”, sagde han, idet hans arme slap taget om hende. Han førte an og gik forrest ind i stuen.

Han var casual klædt i jeans, en sort løsthængende t-shirt med et eller andet rock relateret print på og strømpefødder. Der var varmt i huset, og kjolen føltes ikke længere for tynd.

Stuen var kun oplyst af en lille standerlampe i et hjørne og stearinlys på spisebordet og sofabordet. Der var en rigtig hyggelig atmosfære.

”Sæt dig, vil du ikke have kaffe?” han viste mod sofaen og tog termokanden fra sofabordet, som var dækket med lidt småkager og krus. Det var næsten som en mormor-opdækning. Den tanke bragte et skævt smil på hendes læber igen, som han fangede med det samme og grinende undskyldte: ”Ja, jeg ved sgu ikke lige, hvad man disker op med. Jeg er ikke så god til den slags, men kaffe kan vi vel altid bruge?”. ”Ja tak”, grinede hun tilbage. Isen var brudt.

Nu sad de her og småsnakkede og grinede lidt. Han spurgte til, hvordan turen var gået, om hun havde haft svært ved at få fri fra studierne dagen efter, om hvilket felt hun ville arbejde indenfor, når hun var færdig, og om hvordan hun fik det hele til at hænge sammen som alenemor. Hun hørte lidt til hans firma, hvad de lavede, sjove kundehistorier og meget mere.

I momenter glemte hun helt, hvorfor hun egentlig sad her, og det virkede bare som hyggelig smalltalk mellem to mennesker. Den lidt kække, snakkesalige Amanda fra Sjælland havde gjort sit indtog for en stund.

Det syntes som længere tid, men havde nok ikke været meget mere end et kvarter, da han skiftede ansigtsudtryk og sagde: ”Amanda, nu er det din sidste chance for at fortryde det her. Fortryder du?” Hans venlige udtryk havde med ét ændret sig til en alvorlig mine med et mørkt borende blik, som stirrede hende lige i øjnene. Hun slog øjnene ned, tøvede et sekund og hviskede: ”Nej, det tror jeg ikke”. ”Tror du eller ved du?”, spurgte han roligt.
Hans faste stemme og de stirrende øjne, hun kunne mærke på sig, fik hendes hjertebanken tilbage med fornyet kraft.

De havde jo skrevet sammen længe og talt sammen i ny og næ i telefonen. Han havde ikke lagt skjul på, hvordan han gjorde tingene, og deres samtaler havde ofte omhandlet interessante perspektiver om, hvor langt og hvad man kunne opnå i en relation. Hun var derfor udmærket klar over, at hun var på vej et sted hen, hvor hun aldrig havde været før.

Lige nu ville hun ønske, hun ikke var kommet, og samtidig var hun fyldt med forventning og nysgerrighed. Hun var så vidt ikke nervøs for, om hun var i fare, for hun stolede fuldt ud på ham, og hvis hun ville køre igen, vidste hun også, at det blev hun ikke forhindret i. I sin angst, som på en sær måde ikke var negativ, var hun på lige så uforklarlig vis meget tryg ved at være der.

”Jeg fortryder ikke”, hviskede hun. Det svimlede næsten for hende, idet hun tog beslutningen om at stå det igennem. Han lagde et stykke papir foran hende på sofabordet sammen med en kuglepen. ”Læs, forstå og underskriv!”, sagde han roligt, men bestemt.

Hun måtte strenge sine øjne lidt an i halvmørket for at læse. Det var en meget kort tekst. Med dagens dato stod der i korte træk, at det var en samtykkeerklæring på, at uanset hvad hun blev udsat for, var det efter hendes eget ønske, og at han havde frie hænder til at gøre præcis med hende, hvad han ville.

Hun tøvede. Usikkerheden og frygten tog fat igen. Hvad nu hvis det blev for meget, og hvad nu hvis, hun ikke kunne holde til det? Selvom hun havde lyst til det, turde hun ikke bede om forbehold, men udfyldte med dirrende hånd sin fødselsdato, fulde navn og underskrev.

”Det var godt”, sagde han og fortsatte i en mere munter tone: ”Vi skal jo være fuldstændig enige om, at du nu overdrager dig selv til mig, indtil du kører igen i morgen. Det har du nu skrevet under på!”

Velvidende, at papiret på ingen måde havde nogen formel eller juridisk værdi, følte hun sig alligevel forpligtet af sin underskrift. Dokumentet havde en enorm symbolsk og pirrende effekt. De havde aftalt en udvej på forhånd, men hun var fast besluttet på, at hun ville bevise, at den var overflødig.

Læs resten ved at købe adgang til Missgrey PLUS herunder.😊⤵️

Få adgang til Missgrey PLUS

Første 14 dage 9 kr.
Herefter 39 kr./mdr.
  1. Læs eksklusive reportager og interviews.
  2. Lyt til eller læs udvalgte pirrende sexnoveller.
  3. Opsig når som helst.