Kære læsere.
Som single havde jeg perioder, hvor jeg misundende dem, der var i et parforhold. For mig at se havde de det alle sammen så nemt.
Først og fremmest havde de ubetinget adgang til sex. Som singlepige oplevede jeg ofte, at sex var en mangelvare. Derfor brugte jeg utrolig meget tid på onlinedating for at finde en eller anden at knalde med, hvilket i nogle tilfælde resulterede i en eller flere omgange mindblowing sex, mens det andre gange endte med at være en skuffende og kortvarig affære.
Dernæst var de to om alt fra at betale husleje til at tage opvasken. De behøvede altså ikke at vende hver en krone sidst på måneden eller stå med en uges opvask helt alene, hvilket var to ting, jeg ofte oplevede, da jeg var single.
Sidst men ikke mindst havde de en at dele alle livets op – og nedture med. De planlagde deres fremtid sammen med villa, Volvo og vovhund.
Kort sagt gjorde de alt det, jeg drømte om at gøre. Så det er vel ikke noget at sige til, at jeg godt kunne blive (en anelse) misundelig?
Når kærlighed ikke er nok
Min pointe er, at jeg idealiserede parforholdet, fordi jeg ikke vidste bedre. Jeg havde ikke været i et seriøst og voksent parforhold, før jeg fandt sammen med Mr. Boyfriend. Derfor havde jeg absolut ingen idé om, hvilke udfordringer, der hører med til sådan et parforhold. Men det har jeg så sandelig fundet ud af nu.
Jeg var af den opfattelse, at så længe to mennesker elsker hinanden, skal det hele nok gå. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der kunne opstå en parforholdskrise mellem to mennesker, der elsker hinanden, som Mr. Boyfriend og jeg gør.
Den illusion er helt klart blevet brudt gennem de sidste par måneder. Jeg har indset, at der er mange andre ting end manglen på kærlighed mellem to mennesker, der kan føre til en krise i parforholdet. Det er nemlig lige præcis det, der skete for Mr. Boyfriend og jeg, da vi gennemgik vores første parforholdskrise.
Da jeg opdagede bagsiden af medaljen
Hele vores parforholdskrise startede med, at vi ikke længere dyrkede så meget sex pga. min graviditet. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg følte mig som en virkelig dårlig kæreste, da jeg ikke kunne tilfredsstille hans seksuelle behov. Samtidig tilbragte vi mindre og mindre tid sammen, fordi han brugte al sin fritid foran computeren. Når vi så endelig befandt os i det samme rum, sad vi og gloede ind i hver sin mobil – eller computerskærm. Vi var slet ikke nær så tætte, som vi plejede at være – hverken fysisk eller mentalt.
Jeg havde en følelse af, at vi var ved at glide fra hinanden, men jeg var ikke i stand til at sætte ord på den, fordi jeg var overbevidst om, at Mr. Boyfriend ikke kunne forstå mig.
Samtidig var jeg bange for at stille krav til ham, for hvad ville der ske, hvis han ikke var interesseret i at leve op til dem? Vi kunne jo ikke gå fra hinanden nu, hvor jeg stod og var højgravid. Eller kunne vi?
Frygten for at blive enlig mor gjorde, at jeg valgte at holde mine følelser tilbage. Det medførte desværre bare, at tingene hobede sig op indeni mig, indtil jeg ikke længere kunne holde det inde. Og når jeg har holdt på noget for længe, har jeg ingen kontrol over, hvad jeg siger eller gør, når jeg lukker op for det. Derfor endte det med at blive til et skænderi, hvor jeg fik sagt en masse grimme og uhensigtsmæssige ting.
Èt skænderi kommer sjældent alene
Derefter blev skænderier en del af hverdagen. For da jeg først havde åbnet Pandoras æske, var det umuligt for mig at lukke den igen. Alle skeletterne væltede ud af skabet, og pludselig havde jeg sagt den ene ting, som jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig ville bringe op. Nemlig at jeg ikke kan lide hans mor.
Gennem hele vores forhold har hans mor kun lukket sin mund op for at kritisere mig. I hendes øjne kan jeg ikke gøre noget som helst rigtigt, hvilket hun har sørget for at fortælle mig hver gang, hun har haft muligheden for det. Hun har blandt andet sagt, at hun synes, at jeg er alt for nærtagende, og at jeg er grov i munden. Men i stedet for at sige fra overfor hende med det samme, har jeg forsøgt at ignorere hendes kritik for Mr. Boyfriends skyld. Det har desværre resulteret i, at hun tror, at det er okay, at hun altid kritiserer mig og mine valg.
Nu er det så kommet så vidt, at hun ved flere lejligheder har kritiseret det navn, som Mr. Boyfriend og jeg har valgt til vores søn, hvilket gjorde, at jeg fik nok. Jeg blev simpelthen så rasende, at jeg sagde til Mr. Boyfriend, at han skulle vælge imellem hende og mig.
Da han ikke ville tage den beslutning, havde vi flere dage i træk, hvor vi råbte og skreg af hinanden. Jeg overvejede flere gange at pakke mine ting og skride fra det hele, fordi tanken om at skulle være i stue med den kvinde igen, fik mit blod til at koge!
Jeg befandt mig lige pludselig i en situation, hvor jeg på ingen måde misundende folk, der var i et parforhold. Tværtimod ønskede jeg mig selv tilbage til min singletilværelse og den frihed, der følger med. Dengang kunne jeg have taget benene på nakken og flygtet fra hele den dumme situation, der var opstået, hvis det ikke havde været for min store, gravide mave.
Sådan løste vi vores parforholdskrise
Som nævnt i mit forrige indlæg er vi efterhånden ved at være på rette spor igen.
Problemerne mellem os var faktisk relativt simple at løse, da jeg først havde fortalt ham, hvordan jeg havde det. Vi fik en rigtig god snak om, hvad vi kunne gøre anderledes, så vi kunne komme tættere på hinanden igen, hvilket førte til, at vi fik indført nogle nye og gode rutiner i hverdagen, så der var plads til, at alle behov blev opfyldt.
Jeg fik altså lært, at kommunikation er utrolig vigtigt i et parforhold. Det er nemlig gået op for mig, at jeg ikke kommer igennem et parforhold, uden at der opstår kriser og konflikter henad vejen, også er det enormt vigtigt at kunne finde en løsning på det.
Mr. Boyfriend har givet mig lov til at tage noget afstand fra svigermekanikken indtil videre. Jeg kan stadig mærke, at det er utrolig svært for mig at snakke om hans familie. Jeg bliver utilpas, når hans mor ringer til ham, og jeg kan høre, at de snakker sammen. Tanken om at hun skal være farmor til mit barn gør mig decideret dårlig, fordi jeg stadig har det sådan, at jeg ville ønske, at jeg aldrig skulle se hende igen.
Kan du hjælpe?
Vi er altså ikke helt ude på den anden side endnu. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge jer til råds. Er der nogle af jer, der har en besværlig svigermor, og har I nogle gode råd til, hvordan jeg tackler det fremover?
Jeg håber, at der er nogen, der har lyst til at give mig et godt råd med på vejen, da jeg er på helt bar bund, når det kommer til at håndtere problemer med svigermekanikken. Du kan skrive dit svar i kommentarfeltet nedenunder eller sende mig en mail på adressen: mf@missgrey.dk
Ellers vil jeg sige tusind tak, fordi du læste dette meget lange indlæg til ende.
KH.
Miss Felicity.
