Sådan kommer du videre efter et breakup

udgivet:

Sådan kommer du godt videre efter et breakup

Et breakup med kæresten kan få hele ens verden til at bryde sammen. Sådan føles det i hvert fald. Du troede sikkert, at jagten på din ‘Prins Charming’ var overstået, men nu har han altså forladt dig. Efter et breakup står du tilbage med en masse følelser, der gør, at det er som om, at du kunne springe i luften hvert øjeblik. Tårerne presser sig på, fordi ensomheden og magtesløsheden er overvældende. Det er helt naturligt at være ked af det, når man bliver forladt af en person, man har følelser for og måske endda elsker. Når man har været vant til, at denne person har været en del af ens hverdag, er det nærmest umuligt at forestille sig, hvordan livet skal gå videre uden ham, hvilket er helt forståeligt.

Et breakup kan sagtens gøre ondt, selvom det er en beslutning, I har taget i fællesskab. I har begge set det komme. Alligevel er det hårdt at skulle tage afsked med denne person, som har fyldt så meget i dit liv. Man gennemgår stadig en sorgproces, der er helt naturlig, når man mister forholdet til et menneske, som man har været tæt med. Efter et breakup kan det altså være svært at tro på, at man nogensinde kommer videre – uanset hvordan break-uppet er foregået. Men det gør du. Og første skridt på vejen er at læse denne guide fra Sexskolen, hvor du får en række råd til at komme godt videre efter et hårdt breakup.

Step-by-step; Sådan tackler du et breakup

Det er i de fleste tilfælde en længerevarende proces, du skal igennem, når det handler om at bearbejde de følelser, der opstår i forbindelse med et breakup. Groft sagt kan man dele helingsprocessen ind i tre faser, som du skal gennemgå for at komme videre. Du ved bedst selv, hvornår du går fra den ene fase til den anden, da det handler om, at dine tanker i forhold til break-uppet ændrer sig, efterhånden som processen skrider frem.

Fase 1 – Begyndelsen

Anerkend dine følelser;

Som nævnt er det naturligt, at du er ked af det – især de første par dage. Efter et break-up er der ofte forbundet en lang række op – og nedture. Følelser som fornægtelse, raseri og panik er altså helt normale. Det samme gør sig dog gældende for følelser som lettelse og forvirring. Pointen er, at det er helt i orden at græde, når du har brug for det. Hvis du ikke kan græde, så find en anden måde at afreagere på. Her kan træning eksempelvis være en hjælp. Det er nemlig vigtigt, du får afløb for dine følelser for at komme af med de stresshormoner, der udskilles efter et brud. Hvis du undertrykker eller ignorerer dine følelser, vil det forlænge din helingsproces.

Drop ALT kontakten til ham;

Slet hans mobilnummer og email-adresse for efterfølgende at fjerne ham som ven på Facebook, Snapchat og alle de andre sociale medier, I er forbundet på. Jo hurtigere – jo bedre. I denne fase vil du nemlig være fristet til at kontakte ham, fordi du har svært ved at vænne dig til livet uden ham. Du gør det samtidig sværere for dig selv, hvis du booster hans ego ved at ringe og sige, at du ikke kan leve uden ham. Hvis han kontakter dig, må du forklare ham, at du har brug for distance, mens du heler.

Hold dig beskæftiget; 

Brug din tid på at gøre ting, du godt kan lide sammen med dine nærmeste veninder eller din familie. Det er en god idé at komme ud blandt andre mennesker, så du ikke isolerer dig med dit tankemylder. I denne fase er det ligeså vigtigt, at du siger fra, hvis folk kræver, at du gør noget, som du ikke kan overskue. Her er det vigtigt at forklare dem, at du har kærestesorger, hvilket gør, du ikke har overskuddet til det.

Tal om det; 

Det kan være svært at tale om det, fordi det gør bruddet mere virkeligt. Find en god veninde, der er i balance, så hun kan støtte dig i denne svære tid. Det giver ro at få sat ord på de mange tanker, man har i forbindelse med et brud.

Få frisk luft;

Efter en tur ud i den friske luft, er man altid lidt mere klar i hovedet. Hvis du har mulighed for det, kan det være godt at tage en hund med på din gåtur, da forskning viser, at man heler bedre følelsesmæssigt, når man er i selskab med dyr.

Fase 2 – Midten

Undgå at smadre din selvtillid; 

Snak og tænk pænt om dig selv. Lad være med at omtale dig selv som en taber eller et fjols. Man kan let komme til at bebrejde sig selv for at være blevet forladt, hvilket giver anledning til negative tanker. Spørg derfor dig selv, om du er ked af det, fordi du savner ham, eller om du er ked af det, fordi du siger og tænker dårlige ting om dig selv.

Skriv lister;

Lav en liste med alle hans dårlige sider, hvis du får lyst til at kontakte ham. På den måde kommer du i tanke om alle de ting, der var i vejen med ham, samt hvorfor jeres forhold er slut. I denne fase vil du nemlig have tendens til at fokusere på de gode minder, du har sammen med ham. Derfor er det vigtigt, at du minder dig selv om alt det andet, som i sidste ende førte til afslutningen på jeres forhold og din efterfølgende sorg.

Reflekter med måde; 

Det er helt naturligt, at du tænker over, hvad der gik galt, så du er klogere til næste gang. Ved konstant at tænke på noget, så det nærmest virker som en besættelse, er faktisk hjernens måde at vænne sig til forandringen. Men lad alligevel være med at blive revet med. Det nytter ikke at blive besat af tanken om, hvad du kunne have gjort anderledes. Forholdet er slut, og det kan du ikke ændre på.

Drop udspioneringen; 

Selvom det er fristende at udspionere ham på Facebook og Instagram, er det virkelig en dårlig idé at gøre det. Du får det ikke bedre ved at finde ud af, at han har en ny kæreste. Det kan være smertefuldt hele tiden at følge med i, hvad han foretager sig, så drop selvpineriet!

Hævnfantasier;

Der kan være alle mulige grunde til, at man har lyst til at sabortere ham og ødelægge hans liv. Det er helt okay, at du skal igennem denne fase, hvor du hader ham for de ting, han har gjort mod dig. Men lad være med at plotte, hvordan du rent faktisk kunne gøre disse ting i praksis. Der er ingen grund til at gøre skade på ham for at komme videre.

Rebound- eller revenge-sex

Forskning viser, at mellem 25 – 35 procent af de amerikanske unge benytter sig af rebound – eller revenge-sex. De benytter altså sex som et værktøj til at få hævn over eks’en eller få det bedre efter kærestesorgerne. For nogle virker det, for andre gør det ikke. Gør op med dig selv, om du er klar til at kaste dig ud i et seksuelt forhold, og om det vil gøre noget godt for dig på nuværende tidspunkt. Gør samtidig lige fyren opmærksom på dine hensigter med ham. Det er nemlig yderst sjældent, at disse former for sex udvikler sig til et seriøst forhold. Vi skal jo nødig have flere knuste hjerter på vejen vel?

Fase 3 – Slutningen

Se positivt på tingene;

Selvom det ikke virker sådan, er der altid noget positivt ved situationen. En god ting ved at være single er, at du kan gøre nøjagtigt, som det passer dig, uden du skal tage hensyn til en anden person. Og på et tidspunkt bliver du klar til at søge efter kærligheden igen. Tænk bare på alle de lækre mænd, du så får muligheden for at date.

Boost din selvtillid; 

Men inden da, kan det være en god idé at gøre noget, der booster din selvtillid. Gør nogle af de ting, du altid har drømt om, men aldrig har fået gjort. Du kan eksempelvis tage ud at rejse og opleve verdenen på egen hånd. Du kan nemlig få en succesoplevelse, der styrker din selvtillid ved at kaste dig ud i noget nyt.

Ryd op; 

Rens ud i energien i dit hjem ved at skille dig af med ting, der minder dig alt for meget om ham. Se bruddet som en ny start, hvor du skiller dig af med de ting, du ikke længere har brug for.

Dyrk motion; 

Find en motionsform, du godt kan lide. Det kan være alt fra løb til Zumba. Der er nemlig en masse fordele ved at være fysisk aktiv. Du udskiller lykkehormoner. Du er fysisk træt om natten, så du ikke ligger vågen pga. tankemylder. Sidst men ikke mindst, kommer du ud med dine aggressioner, uden der er nogen, som kommer til skade.

Kort sagt handler det om at gøre de ting, der er gode for dig. Så længe du får overbevidst dig selv om, at du nok skal overleve, skal det hele nok gå. For uanset hvordan du vælger at tackle det, skal du nok komme videre efter dit breakup.

 

Læs også: KÆRESTESORG – Din Ultimative Guide

Se Også